Et fotografi, der blev taget i fredags ved en strand i Californien, USA, viser, at en haj sandsynligvis var uhyggeligt tæt på et par badegæster. Det skriver det sydcaliforniske tv-medie KTLA. Historien og billedet har siden spredt sig til medier verden rundt og deles med lynets hast på de sociale medier.

Fotografen er moderen June Emerson, der fotograferede sin 12-årige søn og dennes ven på hver deres surfbræt i vandet, og i bølgen bag dem kan man se silhouetten af, hvad der sandsynligvis er en haj i det klare vand.

- Det var noget af et chok at se, siger June Emerson om om fotografiet.

Hos lokale surfere og livreddere har hun fået bekræftet, at det er en haj, der svømmer forbi de to børn. Moderen har dog ikke overbragt denne nyhed til børnene.

- Jeg fortalte dem, at det var en delfin, for vi bor ved stranden og er i vandet næsten dagligt her, siger hun.

KTLA skriver desuden, at hvidhajer ikke er et ualmindeligt syn på disse kanter.