Israels regering og Hamas-bevægelsen er nået til enighed om en midlertidig humanitær våbenhvile, der skal starte fredag og vare i tre dage, oplyser FN og USA.

GAZA: Israel og Hamas-bevægelsen er blevet enige om at holde en 72 timer lang humanitær våbenhvile, som begynder fredag morgen klokken syv dansk tid. Det oplyste den amerikanske udenrigsminister og FNs generalsekretær torsdag aften kort før midnat dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Af udtalelsen fremgår dog også, at de israelske landstyrker ikke vil trække sig tilbage fra Gazastriben under våbenhvilen.

»Vi opfordrer alle parter til at udvise tilbageholdenhed, indtil denne humanitære våbenhvile begynder, og til fuldt ud at overholde deres forpligtelser i løbet af våbenhvilen,« lyder det fra udenrigsminister John Kerry og generalsekretær Ban Ki-moon, der fortsætter:

»Denne våbenhvile er afgørende for at give uskyldige civile et tiltrængt pusterum fra volden«.

De stridende parter har flere gange indgået midlertidige våbenhviler, som er blevet afbrudt af nye beskydninger. FNs udsending i Mellemøsten, Robert Serry, oplyser ifølge Reuters, at han er blevet forsikret af alle konfliktens parter om, at de vil overholde våbenhvilen.

Og en talsperson for Hamas bekræfter også, at bevægelsen vil overholde våbenhvileaftalen med Israel.

»Som anerkendelse af en opfordring fra FN - og i betragtning af situationen for vores folk - har modstandsgrupper aftalt en 72-timers humanitær og gensidig våbenhvile, der begynder klokken otte (klokken syv dansk tid, red.) fredag??, så længe den anden side overholder den,« siger Hamas-talsmand Sami Abu Zuhri til Reuters.

Israelske og palæstinensiske delegationer vil ifølge udtalelsen fra FN og USA med det samme rejse til Cairo i Egypten for at forhandle om en varig våbenhvile. Det Hvide Hus opfordrede natten til fredag til, at den midlertidige pause bliver brugt konstruktivt. Også USA vil sende en delegation til forhandlingsbordet, oplyser udenrigsminister John Kerry:

»Det er mulighedernes pause, et øjeblik, hvor de forskellige fraktioner kan mødes med staten Israel i et forsøg på at adressere måder at nå en holdbar våbenhvile, og så selvfølgelig, over en længere periode, på at løse underliggende problemer«.

Israels offensiv mod Gazastriben blev indledt 8. juli, og siden da er 1.427 palæstinensere ifølge Gazastribens sundhedsmyndigheder blevet dræbt. Ifølge FN var 80 procent af de dræbte civile. FN oplyser også, at knap en fjerdedel af de 1,8 millioner palæstinensere i Gazastriben er blevet fordrevet fra deres hjem.

I samme periode er 56 israelske soldater og tre civile israelere blevet dræbt.

USA har hidtil været tilbageholdende med at kritisere Israels rolle i konflikten, men en talsperson for Det Hvide Hus understregede torsdag, at det israelske militærs angreb på en FN-bygning, der husede fordrevne civile, var »fuldstændig uacceptabelt og fuldstændig umuligt at forsvare«.

Talsmand Josh Earnest sagde ifølge Reuters også, at »den israelske regering og det israelske militær er nødt til at gøre mere for at beskytte uskyldige civile«.

Samtidig har en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium slået fast, at der har været for mange civile ofre for Israels angreb.