Mens den nye amerikanske præsident, Donald Trump, kæmper for at slippe af med rygterne om samarbejde med Vladimir Putin og den russiske stat under valgkampen i 2016, bliver hans tidligere kampagnechef nu draget ind i en uhyggelig sag om brutale nedskydninger.

67-årige Paul Manafort bliver nu inddraget i en sag om nedskydning af flere end 100 pro-vestlige demonstranter i Ukraine i 2014, skriver amerikanske medier, blandt andre CNN.

Beskyldningerne bygger ifølge NY Daily News på sms-beskeder, som Paul Manaforts to døtre angiveligt skulle have udvekslet. Mindst en af døtrenes telefoner er tilsyneladende blevet hacket, og flere tusinde beskeder er efterfølgende blevet publiceret på en side på det såkaldte 'mørke internet', som ikke er tilgængelig for den gængse internetbruger.

Paul Manafort var Donald Trumps kampagnechef frem til august 2016, hvor han trådte tilbage under beskyldninger om, at han ulovligt skulle have modtaget knap 90 millioner kroner fra partiet bag Ukraines russisk-sindede tidligere præsident Viktor Janukovitj. Manafort havde tidligere fungeret som rådgiver for netop Janukovitj, der i 2014 blev afsat som præsident og flygtede til Rusland.

Og mens de ulovlige udbetalinger stadig efterforskes af FBI, har en række beskeder nu sat Manafort under mistanke for at spille en rolle i en række nedskydninger af demonstranter under den såkaldte Euromaidan-revolution i Ukraine i 2014.

I beskederne mellem døtrene kan man angiveligt blandt andet læse denne besked fra den yngste datter, Andrea:

»Du ved godt, han har dræbt folk i Ukraine? Bevidst.«

Det skulle angiveligt være skrevet med hensyn til Paul Manaforts rolle i de voldsomme hændelser i februar 2014, hvor flere end 100 pro-vestlige demonstranter blev dræbt af ukrainske sikkerhedsstyrker. Og det var ifølge de afslørende sms'er på ingen måde tilfældigt, at det faldt sådan ud.

»Ved du, hvis strategi det var at forårsage det, at sende de folk (sikkerhedsstyrkerne, red.) ud og slagte,« spurgte Andrea retorisk sin søster og tilføjede:

»Han (Paul Manafort, red.) har intet moralsk eller juridisk kompas.«

I en anden besked har Andrea Manafort ifølge NY Daily News skrevet:

»Tag ikke fejl. De penge, vi har, er blodpenge.«

De opsigtsvækkende beskeder har nu fået en menneskerettighedsadvokat, der repræsenterer ofrene for drabene i 2014 og disses familier, til at kræve, at en undersøgelse igangsættes for at finde ud af, om beskederne er autentiske.

»Jeg opfordrer hr. Manafort til at forklare beskyldningerne i beskederne og til at kontakte os med enhver information, han måtte have om hændelserne,« sagde advokaten, Eugenia Zakrevska, fredag til CNN.

Over for samme tv-station sagde den ukrainske specialanklager Serhij Gorbatjuk også, at beskederne vil blive undersøgt og muligvis inddraget som bevismateriale.

Ingen af Paul Manaforts to døtre har ønsket at udtale sig over for de amerikanske medier, og det står dermed hen i det uvisse, om de erkender, at det er deres ord i de hackede beskeder. Paul Manafort selv nægter at have haft noget med drabene at gøre, og da CNN kontaktede ham for en kommentar, svarede han på sms:

»Kommentere hvad? Der er ingenting.«