Du har formentlig aldrig hørt om det. Men et sted i den sibiriske del af Rusland er netop blevet et varmt emne hos ukrainske militærbloggere.

Det skyldes en ny strategi, Ukraine har lagt i krigen, og det faktum, at stedet kendt som Yamal Cross kan være et sandt drømmemål for et kommende ukrainsk angreb.

For at finde stedet, skal man bevæge sig omkring 3.000 kilometer øst for Moskva. En køretur fra den russiske hovedstad til en af hovedbyerne i regionen Yamalo-Nenets tager omkring 45 timer.

Det er med andre ord ekstremt langt væk fra den del af Rusland, vi i Europa kender.

Alligevel må det være et sted, som den militære top i Ukraine drømmer om.

Det skyldes, at netop Yamal Cross er et område, hvor en stor del af Ruslands samlede gasforsyningsledninger løber sammen.

Helt op mod 85 procent, beskrives det blandt ukrainske militærbloggere.

Det vil med andre ord være et potentielt supermål i den strategi, Ukraine i stigende grad har anlagt de seneste måneder, hvor man går efter den russiske olie- og gasinfrastruktur.

Alene over de seneste måneder har Ukraine ved brug af hjemmebyggede droner ramt en række russiske olieraffinaderier.

Senest skete det i Ryazan-regionen sydøst for Moskva, hvor et stort raffinaderi onsdag 13. marts stod i flammer.

Tanken er, at man kan svække såvel Ruslands krigsformåen samt generelle økonomi, da netop gas er landets største og mest indbringende eksportvare.

Endnu har Ukraines droner ikke formået at bevæge sig længere væk end området omkring Skt. Petersborg, der ligger omkring 1.300 kilometer fra ukrainsk jord.

Dermed er de omkring 3.800 kilometer til området ved Yamal Cross formentlig endnu uden for ukrainske droners rækkevidde. Endnu

Men der er ingen tvivl om, at det er et drømmemål.

Det forklarer Claus Mathiesen, der er studielektor ved Forsvarsakademiet og ekspert i Rusland.

»Oppe i det nordlige Rusland ligger Yamal Cross, der er en samling af rørledninger, som udgør en stor del af Ruslands samlede gasrørledninger. Kan Ukraine formå at ramme dem, så kan de for alvor gøre skade på Ruslands økonomi,« siger Claus Mathiesen.

Brand på et russisk olieraffinaderi i Bryansk-regionen. En af mange de seneste måneder.
Brand på et russisk olieraffinaderi i Bryansk-regionen. En af mange de seneste måneder. Foto: Russian Emergencies Ministry Handout/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Længe har det ikke for alvor været muligt for Ukraine at ramme Rusland på egen jord.

Det har blandt andet skyldtes, at en stor del af de våben, som Ukraine har modtaget fra Vesten, har været påhæftet den klausul, at de ikke måtte bruges på russisk jord.

Men under de nu mere end to år, krigen har stået på, har Ukraine fået opbygget en stor produktion af droner, som ikke har klausuler i forbindelse med brugen.

Og som krigen i Ukraine har udviklet sig til en nedslidningskrig, så har man fra den militære ledelse fundet nye veje at ramme fjenden.

»Ukraine har en stor våbenindustri, som man har arvet fra sovjettiden. Og noget af den har overlevet og er kommet op i gear. Ikke mindst produktionen af droner,« forklarer Claus Mathiesen, der fortæller, at russisk krigsindustri også har været blandt målene for ukrainske droneangreb.

Den nye strategi fra ukrainsk side kan vise sig at være yderst klog, mener en anden dansk ekspert, når det kommer til Rusland.

»Ukraine er i defensiven på slagmarken, så det er oplagt at forsøge at føre krigen ind på russisk territorium,« siger Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved DIIS, til B.T.

»Det er oplagt at forsøge at svække Ruslands økonomi og krigsindsats på den måde ved at angribe olieraffinaderier. Og så er det spektakulært at se på,« uddyber han.