Flere borgere har tirsdag morgen kontaktet politiet i Göteborg med samme undren:

Hvorfor lugter det pludselig af marihuana i byens centrum?

Det skyldes nu ikke, at ekstra mange borgere i den svenske by har fyret en fed natten til tirsdag og tirsdag morgen.

Politiet i Göteborg oplyser, at lugten i stedet skyldes forårets komme.

Nærmere bestemt har de lunere temperaturer fået kejserkroneblomsterne i Brunnsparken til at blomstre.

»Duften fra disse minder en hel del om marihuana, og mange kommer til og spørger om netop dette,« skriver Politiet i Göteborg på Facebook.

»Vi sætter altid pris på, at I alle er på vagt, men lige i dette tilfælde er det varmen, som er årsagen til denne specifikke duft,« fortsætter politiet.

Herhjemme er det et tilløbsstykke, når de japanske kirsebærtræer på eksempelvis Bispebjerg Kirkegård springer ud. 

Ikke så meget på grund af duften, men fordi træernes lyserøde blomster er smukke og indvarsler, at foråret for alvor har meldt sin ankomst.