De amerikanske vælgere vil vide, hvordan de to præsidentkandidater har tjent deres penge, for det siger meget om deres karakter.
Hvor rige er USAs to præsidentkandidater egentlig? Det ved vi meget lidt om. Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, siger selv, at han er god for ti mia. dollar. Det er inklusive fast ejendom og investeringer. Men han ligger inde med meget få kontanter, hvis man skal tro seriøse amerikanske finansmedier som f.eks. The Wall Street Journal.
Donald Trump har indtil nu ikke villet frigive sine selvangivelser, og derfor kan man ikke se, om det er rigtigt eller forkert.
Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, har allede lagt sine selvangivelser fra de seneste mange år åbent frem. Af dem fremgår det, at hun og manden, USAs tidligere præsident Bill Clinton, har tjent 250 mio. dollar, hvis man tæller alt med.
Deres nettoformue overstiger tilsyneladende ikke 54 mio. dollar, da meget af det er bundet i fast ejendom eller er givet væk til velgørenhed. Men ikke dårligt i betragtning af, at Hillary Clinton for skade kom til at bruge udtrykket »dead broke«, da parret forlod Det Hvide Hus i januar 2001.
De var ganske rigtigt forgældede. Men folk spørger så, hvordan de kom op igen så hurtigt. I det hele taget er kandidaternes økonomi i centrum for interessen lige nu i USA. Vælgerne vil vide, hvordan kandidaterne har tjent deres penge – om de så at sige er kommet ærligt til dem.
Forklaringen på Clintons formue ligger først og fremmest i de skyhøje honorarer, som de begge har formået at få hjem for deres erindringsbøger. Hillary Clinton fik otte mio. dollar i forskud fra forlaget, da hun skulle skrive den første bog »Living History«. Nogle år senere fik hun godt 14 mio. dollar for en bog om sin tid som udenrigsminister, »Hard Choises«.
Hendes mand har også tjent godt på sine bøger, og begge har holdt foredrag om deres tid i offentlige embeder, hvor prisen ofte har været mere end 200.000 dollar for et 40 minutters foredrag.
Siden er der kommet The Clinton Foundation til – en international organisation, der giver penge til projekter rundt om i verden til fordel for kvinder, børn og uddannelse. Pengene strømmer ind både fra amerikanske virksomheder og fra udenlandske regeringer og foretagender.
Det sidste er selvfølgelig blevet en del af valgkampen. For hvornår har de her udenlandske foretagender og regeringer betalt? Var det, mens Hillary Clinton var udenrigsminister? For så kan der være særdeles alvorlige interessekonflikter. Man ved, at rige saudiarabere har leveret store beløb. Men var der modydelser?
Vi ved, at Hillary Clinton som udenrigsminister reddede en stor schweizisk bank, UBS, i en sag med det amerikanske skattevæsen, som ønskede at få navnene på en række amerikanere, der måske gemte deres formuer i skattely. Clintons mand, Bill Clinton fik kort efter hendes indgriben en meget lukrativ aftale med banken om at holde et foredrag. Faktisk fik han 1,5 million dollar i honorar for en række møder med UBS’ kunder, ligesom donationerne fra den schweiziske bank blev mangedoblet til The Clinton Foundation.
Det er forhold, som amerikanerne graver i, for de vil vide, hvad deres kandidater har tjent deres penge på. Især Clinton, hvis fond er uoverskuelig. Dertil kommer, at Hillary Clinton har nægtet at offentliggøre de taler, hun har holdt til Wall Streets største banker, blandt andet Goldman Sachs. Vælgerne vil se disse taler, inden de sætter deres kryds. For er Hillary Clinton ærlig, når hun tordner imod bankernes opførsel i finanskrisen? Eller har hun sagt noget andet i talerne til bankerne?
Bedre er det ikke med Trump, som har mange forretninger kørende rundt om i verden. Hans modstand mod handelsaftalerne har vakt raseri i hans eget republikanske parti. Hans kasinoer er ofte blevet til gennem et samarbejde med lokale mafiaorganisationer. Det skal siges, at det var helt normalt, fordi mafiaen både i New York og i Atlantic City styrede byggeindustrien. Men forholdet er ved at blive undersøgt, for vælgerne har krav på at få at vide, hvor tætte forbindelserne har været. Og så er der lige det faktum, at Donald Trump hævder at have givet millioner og atter millioner til velgørenhed, hvilket han ikke har kunnet bevise, og han nægter at offentliggøre selvangivelserne, som måske kunne kaste et lys over det.
Hans undskyldning er, at skattevæsenet er i gang med en større undersøgelse af ham, og derfor kan han ikke fremlægge dem. Men det argument gennemhulles af, at de fleste rige i USA bliver undersøgt fra tid til anden – også præsidentkandidater – og det har indtil nu ikke forhindret andre præsidentkandidater i at offentliggøre deres selvangivelser. Så skjuler Trump noget? Det vil vælgerne gerne vide, for hans imperium er bygget på fremmed arbejdskraft både i USA, Kina, Indien, El Salvador og Mexico, og det giver en for amerikanerne uoverskuelig økonomi.
Så amerikanerne ved egentlig ikke, hvem deres kandidater er. Om de er ærlige, ambitiøse, båret af store ideer om at udvikle USA. Eller om de er der for egen vindings skyld. Så jagten på Clintons og Trumps økonomi går snart i gang. Det bliver næppe uspændende.
