En sibirisk tiger angreb og rev en mor til døde, da hun forsøgte at redde sin datter fra kløerne på en anden tiger i en dyrepark i Kina.

Den tragiske hændelse blev fanget på parkens videoovervågning, som China Central Television har vist.

Mor, datter og en mandlig passager var sammen kørt til Badaling Wildlife World, der ligger nord for Beijing, for at se på parkens vilde dyr. Men under køreturen gennem reservatet kom de op at skændes i bilen. Det fik datteren til at stige ud af bilen og gå over til førersiden.

På videoovervågningen ses det, hvordan kvinden står og taler ind gennem bildøren, da der pludselig kommer en sibirisk tiger ind i billedet bag hende.

Målrettet går tigeren hen til kvinden, skubber hende og slæber hende med sig.

Det sker meget hurtigt, og den mandlige fører springer fluks ud af bilen og følger efter. Kort tid efter løber også kvindens mor ud af bilen for at forsøge at redde hende.

Se videoen: Løvinde genkender sin redningsmands stemme - og så får hun folk til at tabe kæben

De forsvinder samtidig ud af billedet, men China Central Television fortæller, at kvindens moder blev overfaldet af en anden tiger under redningsaktionen. Hun overlevede ikke angrebet.

Ifølge International Business Times lykkedes det at redde datteren, der blev hastet til hospitalet. Den mandlige fører kom helskindet igennem den voldsomme oplevelse.

Badaling Wildlife World er en af de største dyreparker af sin slags i Kina. Her kan turister køre igennem parken i deres egen bil og se de eksotiske rovdyr. Parkens retningslinjer og skiltning fortæller, at alle døre skal være låste og alle vinduer tæt lukkede. Ligesom det på ingen måde er tilladt at stige ud af bilen.