Reguleringer, der skal mindske udslippet af CO2, må foreløbig ikke træde i kraft efter afgørelse i højesteret.

Washington: Højesteret i USA har tirsdag leveret en omgang dårligt nyt til præsident Barack Obama.

Retten har valgt at blokere for en række føderale reguleringer, der skal mindske udledningen af klimaskadelig CO2 fra kraftværker.

Obamas plan om at reducere udslippet fra energisektoren blev nedstemt med stemmerne 5-4, og retten fulgte dermed en klage fra 27 delstater samt forskellige selskaber og interessegrupper, der ønsker at sætte en stopper for Obama-regeringens såkaldte Clean Power Plan.

Udviklingen betyder, at reguleringerne ikke vil kunne træde i kraft, mens sagen kører ved højesteret, der nu skal tage stilling til, om reguleringerne er i strid med loven.

Barack Obama har et mål om at reducere CO2-udslippet fra energisektoren med 32 procent inden 2030 sammenlignet med niveauet i 2005.

Hver enkelt delstat skal inden for et år fremlægge en plan for, hvordan de vil hjælpe til at nå målet.

/ritzau/Reuters