Da Shandra Woworuntu rejste til USA, troede hun, at hun skulle have et job i hotelbranchen. Men det viste sig hurtigt, at hendes amerikanske kontaktpersoner havde helt andre planer. Planer, der involverede stoffer, vold og sexslaveri. Til BBC fortæller hun nu åbent om sine oplevelser.
Den 24-årige Shandra Woworuntu havde høje forventninger, da hun i sommeren 2001 forlod sit hjem i Indonesien og satte kurs mod USA og drømmen om et arbejde.
Som følge af den asiatiske finanskrise havde hun mistet sit job, men nu var hun blevet tilbudt en stilling på seks måneder på et hotel i Chicago.
Lønnen var god, og efter et halvt år ville hun kunne rejse hjem til Indonesien igen og have råd til at forsørge sin treårige datter, som i mellemtiden blev passet af Shandra Woworuntu mor og søster.
Der var kun ét problem. Hoteljobbet var det pure opspind, og Shandra Woworuntu nåede ikke at være i USA i mere end et par timer, inden hun blev tvunget til at have sex med en fremmed mand. Det blev starten på et liv i helvede.
Artiklen fortsætter under fotoet
Tæsk og trusler
Allerede da Shandra Woworuntu blev hentet i lufthavnen, fornemmede hun, at der var noget galt. Chaufføren, som samlede hende og to andre kvinder op, tog alle hendes papirer inklusiv hendes pas.
I løbet af køreturen, blev kvinderne tvunget til at skifte bil flere gange, og da de endelig ankom til deres destination – som ikke var et hotel, men et hus i Brooklyn - blev Shandra Woworuntu mødt af et uhyggeligt syn.
Lige inden for døren lå en pige på cirka 12 år midt på gulvet, mens en gruppe mænd sparkede hende. Hendes ansigt var smurt ind i blod, og Shandra Woworuntu husker tydeligt, hvordan pigen skreg af smerte.
Kort efter blev opmærksomheden rettet mod Shandra Woworuntu, som blev tvunget til at have sex med mændene.
»Jeg var rædselsslagen, men noget i mit hoved klikkede på plads - en slags overlevelsesinstinkt. Efter at have set den voldelige episode, var jeg klar over, at jeg ikke havde andet valg end at gøre, som jeg fik besked på,« fortæller Shandra Woworuntu til BBC.
100 dollars pr. sexydelse
Chaufføren, som havde hentet Shandra Woworuntu i lufthavnen, holdt fast i sin oprindelige forklaring. Shandra Woworuntu skulle arbejde på et hotel, og snart skulle hun have sin uniform, lovede han.
Men Shandra Woworuntus uniform blev købt i en lingeributik, og hendes arbejdsopgaver bestod i at tilfredsstille den gruppe mænd, som holdt hende fanget.
Mændene talte begrænset engelsk, men kommunikerede med kropsprog, skældsord og pistoltrusler. Shandra Woworuntu skyldte dem 30.000 dollars sagde de, og hun skulle betale af med seksuelle ydelser. For hver mand, hun tilfredsstillede, ville der blive trukket 100 dollars fra hendes gæld.
Shandra Woworuntu fik navnet ’Candy’, og de næste måneder blev hun flyttet rundt fra bordel til bordel. Hun husker, hvordan det flød med kokain, amfetamin og hash. Mændene tvang hende til at tage stoffer, og det eneste, hun drak, var øl og whisky, for hun vidste ikke, at vandet i vandhanen var rent nok til at drikke.
Nøgen 24 timer i døgnet
24 timer i døgnet var Shandra Woworuntu og de andre sexslaver nøgne. De var altid på vagt. Når der ikke var kunder, blev de voldtaget af de mænd, der holdt dem til fange. Når der en sjælden gang imellem var ro, sov de på gulvet.
Shandra Woworuntu græd ikke. Hun følte sig lammet. Selvom hun var overvældet af sorg, vrede og skuffelse, gjorde hun bare, som hun fik besked på, og på den måde undgik hun at blive slået.
Men da mændene begyndte at tage hende med til casinoer og hoteller hver aften, begyndte volden. I 45 minutter ad gangen blev hun lukket ind på hotelværelser med fremmede mænd, som måtte gøre med hende, som de ville.
En del af mændene var voldelige, og Shandra Woworuntu var både for bange og for svag til at gøre modstand. Ofte var hun høj på stoffer, og hun var drænet for energi.
På flugt
En dag knækkede Shandra Woworuntu sammen. Hun tænkte på de 30.000 dollars, som mændene hævdede, at hun skyldte dem. Hun var sikker på, at hun ville dø, inden hun nåede at tilfredsstille 300 mænd.
Hun blev nødt til at flygte. Flere gange prøvede hun uden held, men en dag – efter omkring et halvt år som sexslave – lykkedes det hende endelig. Kun iført klipklappere stak hun af og løb direkte til en politistation. Men politiet troede ikke på hende.
Uden pas og uden penge var Shandra Woworuntu fortabt. Hun sov på gaden og tiggede om mad, og hver gang, hun fik muligheden, fortalte hun om sine oplevelser og bad om hjælp. De fleste gjorde intet, men en dag tog en mand hende med til FBI.
Gennem hele forløbet havde Shandra Woworuntu skrevet dagbog, og hun viste detektiverne alle sine noter. Hun havde grundigt noteret adresser på både bordeller og casinoer, og et par dage efter bad detektiverne hende om at sætte sig ind i en politibil. Nu skulle de hente hendes veninder, fortalte de.
Frihed – langt om længe
Adskillige politimænd omringede det bordel, hvor Shandra Woworuntu havde tilbragt det meste af sin tid som sexslave, og uden at et eneste skud blev affyret, blev kvinderne befriet.
»Da jeg så kvinderne komme ud af bygningen med håndklæder viklet omkring dem, var det det største øjeblik i mit liv. En fødslen er et mirakel, ja, men intet kan sammenlignes med de følelser, der gik igennem mig, da mine veninder fik deres frihed,« siger hun til BBC.
Flere af de mænd, som holdt Shandra Woworuntu som sexslave, blev fanget og sigtet. Shandra Woworuntu skulle vidne i retten og kunne derfor ikke vende hjem til sin familie i Indonesien.
Først i 2004 blev hun genforenet med sin datter. Nogle af de mænd, som havde holdt Shandra Woworuntu fanget, havde opsøgt familien i Indonesien, og derfor blev pigen fløjet til USA, hvor hun kunne være i sikkerhed sammen med Shandra Woworuntu.
Minderne forsvinder aldrig
I dag er det 15 år siden, at Shandra Woworuntu gennemlevede sit livs mareridt. Minderne har hun stadig. Hun lider af søvnproblemer, migræne og angst. Hun har svært ved at stole på mænd, og hun har stadig brug for både en terapeut og en psykiater.
Men for hver dag, der går, bliver hun bedre til at håndtere sine oplevelser – og selvom hun er påvirket, er hun lykkelig over at være i live. Hun har fået permanent opholdstilladelse i USA, og her bor hun sammen med sin datter, som nu er teenager, og sin søn på ni år.
Tiden som sexslave har ændret hendes liv, og derfor har hun besluttet at vie sit liv at hjælpe andre kvinder, som har gennemlevet det samme. Hun fortæller åbent om sine oplevelser, og desuden har hun oprettet en organisation, som hjælper overlevne sexslaver med at få etableret et normalt liv igen.
