Hun var et symbol på afrikansk håb. Hun var kvinde, hun var stærk, hun var ind til 2015 formand for OPEC. Men så var hun i virkeligheden lige så korrupt som alle de andre, siger det amerikanske justitsministerieum i nyt sagsanlæg. En tidligere centralbankdirektør hævder, at der forsvandt 400 mia. kr. ud af hendes olieministerium. Er Diezani Alison-Madueke verdens mest korrupte kvinde?

Direktøren havde sikkert sine bange anelser, da han gik op til den fashionable ejendom på St. Edmund's Terrace i London. For han skulle aflevere en regning. En stor én.

Han ejede et limousineselskab, og beboeren i lejlighed nummer 19 skyldte ham 224.000 pund. Eller små to mio. kr. Det er mange penge sidst på måneden, og direktøren ville indkræve dem.

Men uden for lejlighed 19 stod to mænd og ventede på ham, og de begyndte at tampe løs på ham, og der udviklede sig noget ganske uhørt på en adresse, som gør i la vie tranquille: Et larmende slagsmål, som larmede så meget, at beboeren i lejlighed 19 selv kom ud for at se, hvad der var galt.

Hun kastede et enkelt blik på regningen og gav sine gorillaer en ordre: Betal den.

Så nemt er livet, når man hedder Diezani Alison-Madueke, og når man ifølge kritikerne er med i opløbet til titlen som »verdens mest korrupte kvinde.«

Hun sendte regningen videre til en oliemilliadær, som derefter via et skuffeselskab betalte limousineregningen. I alt betalte milliadæren knap 400.000 pund for limousioner, som Madam D og hendes familie brugte i London mellem 2012 og 2014.

Detaljen fremgår af et opsigtsvækkende sagsanlæg, som det amerikanske justitsministerium for nyligt har offentliggjort. Sagsanlægget er 94 sider lang og eksemplificerer, hvordan Nigeria bortøder hundreder af milliarder af oliedollars, og det illuminerer også Londons hovedrolle som skurk i international kleptokrati. Berlingske har læst sagsanlægget, og her er historien.

Håb

Alison-Madueke var i mange år ikke et billede på korruption, men håb. Hun var kvinde, og hun gjorde karriere i Afrikas rigeste og folkerigeste land. Hun sad på tunge ministerier, bl.a. olieministeriet, og i 2014 blev hun valgt som formand for olielandenes organisation, OPEC, og hun trådte for alvor ud på den store scene.

Hun turnerede verden rundt med sine farverige geles - nigerianske hovedbeklædninger - og med et budskab om, at menigmand også skulle have del i oliemilliarderne.

Men det var for godt til at være sandt, og i oktober 2015 ramlede det sammen. Politiet i London anholdt hende for omfattende korruption.

Siden har hun været løsladt mod kaution, og myndigheder, medier og organisationer har forsøgt at udrede trådene i Madam Ds spegede business.

Det amerikanske sagsanlæg er det hidtil bedste billede ind foretagendet.

Boko Haram

Det kunne ellers være så godt. Geologer fandt i 1973 olie i Niger Deltaet, i løbet af få år blev olieprisen femdoblet, og Nigeria fik stemplet sin billet til rigdom.

Men der var et problem. Pengene havde det med at blive væk.

De forsvandt ned i bundløse lommer og fløj væk til offshore skattely, hvor de blev brugt til at købe ejendomme, lystbåde, de bedste biler og den slags liv, som er langt fra Lagos.

»Alene mellem 2004 og 2015 forsvandt 178 mia. dollars ulovligt ud af Nigeria,« siger Matthew Page til Berlingske. Det svarer til over en billion - med »b« - kr.

Page har i 15 år arbejdet i USAs efterretningstjeneste og udenrigsministerium, han var leder af ministeriets Nigeria-kontor, men arbejder nu i London for internationale antikorruptionsgrupper, bl.a. Transparency International.

»Konsekvenserne af kleptokrati er enorme. Indbyggerne i Nigeria får ikke nye skoler, flere og bedre sygehuse, nye veje, jobs, internet, og den slags svigt er med til at fostre og styrke en terrororganisation som Boko Haram. Manglen på muligheder fører nigerianere ind i Boko Haram, og regeringen kan ikke bekæmpe terroristerne, for ministrene har stjålet pengene, og statskassen er tom,« siger han.

Playboy

Madam D er en af de hovedskyldige, hvis man skal tro det amerikanske sagsanlæg, og historien om en oliehandel til 1,5 mia. dollars illustrerer, hvordan den slags kassebedrøveri foregår:

Madam D blev olieminister i 2010 og lovede, at oliepengene endelig skulle nå ud til folket, og hvis hun med »folket« mente sig selv og sine venner - så lykkedes det.

I den konkrete sag handlede det om to venner - den ene var en forretningsmand ved navn Jide Omokore, som ligner en elitebokser, som har droppet træningen. Den anden hedder Kola Aluko, og han er mest kendt som flashy playboy og har dannet par med den tidligere topmodel, Naomi Campbell.

I et 94 siders sagsanlæg giver det amerikanske justitsministerium et indblik ind i, hvordan verdens mægtigste oliekvinde angiveligt formøblede Nigerias ressourcer. Hovedpersoner: Diezani Alison-Madueke, alias Madam D, olieminister i Nigeria 2010-2015 og formand for OPEC 2014-2015. Jide Omokore, forretningsmand i Nigeria. Kola Aluko, forretningsmand i Nigeria. Anklage: I 2011 gav Madam D de to forretningsfolk en oliekontrakt til 1,5 mia. dollars. Til gengæld gav de hende fire ejendomme i London og istandsatte og møblerede dem. De lejede også to lejligheder til hende og betalte 400.000 pund for limousineservice i London. Ejendomme: De betalte dengang 11,5 mio. pund for de fire ejendomme, som de tilskødede Madam D: 96 Camps Road, Gerrards Cross, Buckinghamshire Gennem et offshore-selskab på Seychellerne købte forretningsfolkene dette landsted uden for London til Madam D for 3,25 mio. pund. 39 Chester Close North, London, Gennem et offshoreselskab på De Britiske Jomfruøer købte forretningsfolkene dette rækkehus nær Regents Park i London til Madam D for 1,7 mio. pund. 58 Harley Hoyse, Marylbone Road, London Gennem et offshoreselskab på Seychellerne købte forretningsfolkene denne lejlighed nær Regents Park til Madam D for 2,8 mio. pund. Flat 5, Park View, 83-86 Prince Albert Road, London. Gennem et offshoreselskab på Seychellerne købte forretningsfolkene denne lejlighed i St. John's Wood til Madam D for 3,75 mio. pund Derudover lejede forretningsfolkene to lejligheder på 22 St Edmunds Terrace, London, til Madam D. De betalte 538.000 pund i leje over tre år. Kilde: Det amerikanske justitsministeriums sagsanlæg mod Omokore og Aluko for bestikkelse og hvidvaskning af penge. Case 4:7-cv-02166.

Umiddelbart efter Madam Ds tiltræden som olieminister oprettede de to mænd et selskab, AEDC, som de ejede gennem et skuffeselskab på De Britiske Jomfruøer. AEDC havde ingen erfaring med oliehandel, men Madam D tildelte det ikke desto mindre i 2011 en lukrativ oliekontrakt til 1,5 mia. dollars.

Sagsanlægget mener at vide, hvorfor Madam D gav kontrakten til Omokore og Aluko. Over tre måneder før og efter aftalen købte de gennem offshore-selskaber fire ejendomme i og omkring London. De betalte 11,5 mio. pund - 100 mio. kr. - for ejendommene, som de tilskødede Madam D og hendes familie.

Den ene ejendom var et landsted uden for London, og de tre andre var luksuslejligheder i St. John's Wood i den dyre ende af storbyen.

Dermed var det ikke slut, for ejendommene skulle også sættes i stand. Af sagsanlægget fremgår det, hvordan den ene af forretningsfolkene - Aluko - måtte til London og svinge sit American Express-kort. Han var bl.a. en tur i Harrods for at købe Madam D to fitnessmaskiner til 10,926 pund stykket, og hun skulle også have elevator i etageejendommene og nye fliser og nye tæpper, køkkeninventar, antikke franske møbler og kunst på væggene.

Og mens ejendommene blev fikset op, lejede Aluko to lejligheder ved Regents Park til Madam D, og det kostede ham yderligere en halv mio. pund.

Sådan gik det.

Nøjsomme os

Men det var ikke kun olieministeren, som lod millionerne rulle. Omokore og Aluko fik endnu mere ud af kontrakten end Madam D, og især Aluko levede livet som om, livet kun handlede om at komme i sladderbladene. F.eks. købte han en lejlighed for 50 mio. dollar - 310 mio. kr. - i det dyreste ejendomskompleks på Manhattan, og han købte en 65 meter lang lystyacht, »Galactica Star,« for 80 mio. dollar.

Madam D fik til sidst nok af hans vilde liv, og sagsanlægget rummer udskriftet af en telefonsamtale, hvor hun skoser Aluko med caps-lock. Hun omtaler sig selv i første person flertal og siger, at »vi løb en stor risiko« ved at støtte AEDC kontrakten, og »det er utroligt og helt uforståeligt, sådan som du har ødelagt det for os.«

»Jeg har flere gange talt med dig om din opførsel, og jeg har sagt til dig, at du skal være mere forsigtig (...) Du sagde, at jeg bare skulle slappe af, for du gjorde tingene på en særlig måde, men jeg har sagt til dig, at der ikke er nogen særlig måde (...) De kan spore, hvor alting kommer fra. Vi lever i terror-alderen.«

Hun skældte ham ud for at købe en yacht og især på et tidspunkt, hvor Madam Ds ministerium var »omgærdet af så mange rygter.« Et af rygterne var, at Aluko ville forsøge at pengeafpresse hende, men det kunne han godt glemme alt om, sagde hun, for hvis ballonen gik op, ville hun stille sig op foran det nigerianske folk og fortælle, hvad hun havde gjort.

»Så ender vi alle i fængsel - og så kan vi se hvem, der overlever længst.«

Aluko kunne lære af hende, for hun havde været nøjsom med sine indkøb, sagde hun; f.eks. »kostede de møbler, som I købte mig, ikke mere end i alt fire mio. dollars. Det er det hele.«

Paradis

Madam D var olieminister mellem 2010 og 2015, og sagsanlægget omtaler kun en af mange af de kontrakter, som hun havde med at gøre.

En tidligere nigeriansk nationalbankdirektør undersøgte dengang oliefiflerierne over en periode på 19 måneder, og ifølge hans opgørelse forsvandt mellem 12 og 20 mia. dollars fra Madam Ds ministerium. Han har senere anslået over for TV-netværket PBS, at der i Madam Ds ministertid i sammenlagt forsvandt 61 mia. dollars fra ministeriet.

Det er i givet fald penge, som ikke er gået til de mennesker, som skulle have haft gavn af dem, og det er penge, som ikke kunne bruges i kampen mod Boko Haram.

Og mange af pengene fandt sikkert vej til London, siger Rachel Davies fra Transparency International til Berlingske. London har et netværk af eksperter, som kan hjælpe med at hvidvaske og placere den slags penge, og den britiske regering gør simpelt hen ikke nok.

»I 2015 sagde den daværende premierminister, David Cameron, at 'Storbritannien ikke vil være et paradis for beskidte penge,' og han fremlagde en ambitiøs plan. Men han er ikke længere premierminister, kun 40 pct. af hans plan er vedtaget, og det er ikke tilfældigt, at nigerianske oliepenge havner her.«

»Storbritannien er stadig - om vi vil eller ej - et paradis for beskidte penge.«