Et mordmysterie med en præmiehund i hovedrollen er mandag en stor historie i de britiske medier.

Den irske setter ’Thendara Satisfaction’ med kælenavnet ’Jagger’ døde kun en dag efter, at den tog andenpladsen i sin kategori ved et af verdens mest berømte hundekonkurrencer Crufts i Birmingham, England.

Jagger er delvist ejet af en belgisk familie og en britisk hundeavler. Den var taget med familien til Belgien dagen efter hundeshowet, hvor den blev syg og døde, inden den nåede til dyrlæge. Den blev obduceret, og i hundens mave fandt dyrlægen to stykker bøf, der var syet sammen omkring to forskellige typer gift – nok til at dræbe en hest.

Ingen ved endnu, hvem der har fodret ’Jagger’ den forgiftede bøf, men sagen er meldt til både det belgiske og engelske politi.