IRAK: Hundredvis af flygtninge fra den kurdisk talende religiøse minoritet, yazidi, er fortsat fanget på et bjerg uden for byen Sinjar i det nordlige Irak.

Her gemmer de sig fra styrker fra Islamisk Stat (IS), der har drevet klapjagt på den religiøse minoritet. Tidligere havde flere tusinde fra yazidi-minoriteten søgt tilflugt på bjerget, men mange af dem er kommet i sikkerhed blandt andet ved hjælp af amerikanske kampfly, der i august har gennemført adskillige angreb mod de belejringer, som IS har haft ved Sinjar-bjerget.

Men satellitbilleder fra 21. august viser ifølge The Guardian, at der fortsat er mange flygtninge tilbage på den sydlige del af bjerget. Måske op til flere tusinde mennesker, der primært er syge og gamle, skriver The Guardian.

USA og præsident Barack Obama sagde tidligere i august, at den amerikanske mission i området, der også har omfattet nødhjælp, har brudt IS’ belejring af Sinjar-bjerget.

BNB