Hvad er de lyse pletter på dværgplaneten Ceres? Det har NASA stadig ikke svaret på, men nye billeder taget af rumsonden Dawn afslører nye detaljer om den lille planet.

Den amerikanske rumfartsadministrations nye billeder viser flere detaljer af et seks kilometer højt, kegleformet bjerg på den mystiske dværgplanet, skriver NASA i en pressemeddelelse.

De nyeste billeder er taget 1470 kilometer fra Ceres. Rumsonden er altså kommet markant tættere på dværgplaneten i forhold til de seneste billeder fra april, som blev taget fra 22.000 kilometers afstand.

Læs også:

Det er planen, at Dawn skal nærme sig Ceres yderligere, så rumsonden er omkring 375 kilometer fra dværgplaneten i slutningen af oktober. Så måske får NASA og andre rumnørder svar på, hvad de lyse pletter er om et par måneder.

Der har tidligere været teorier om, at de lyse pletter kan være is eller salt. Astronomer opdagede i 2014, at Ceres af og til sender vanddamp ud i rummet. Vanddampen kan muligvis komme fra et flydende ocean, der gemmer sig under den iskolde overflade.

Læs også:

Hvis den teori holder vand, kan det ikke udelukkes, at der kan findes liv, som vi kender det, på dværgplaneten. Men indtil videre må NASA og rumnørder væbne sig med tålmodighed, indtil Dawn sender dugfriske billeder af Ceres.

Ceres blev opdaget den 1. januar 1801 og blev i starten opfattet som en fuldgyldig planet. Det opgav man dog senere, hvorefter Ceres først blev klassificeret som en asteroide og siden som dværgplanet.