Den 5-årige tyske pige Inga forsvandt sporløst lørdag 2. maj 2015, da hun var taget ud for at lege med nogle andre børn i et skovområde. Politiet tror, at pigen stadig er i live.

Den blonde Inga var på familievisit i Wilhelmshof vest for Berlin. Hun forsvandt en aften, hvor hun var ude for at samle brænde med en række andre børn. Det er fem måneder siden, og ingen har hørt eller set hende siden den mystiske forsvinden.

Politiet fortæller nu til avisen Mitteldeutsche Zeitung, at pigen formentlig stadig er i live. Få dage efter hendes forsvinden fandt politiet en mængde blod i et skovområde tæt på det sted, hvor Inga forsvandt. Det viste sig dog hurtigt at være et blindt spor, da det var dyreblod, siger politichefen for det nordlige politidistrikt, Sachsen-Anhalt, Andreas Schomaker.

Inga forsvandt her:

Politichefen siger til den tyske avis, at der har været lignende spor, siden Inga forsvandt for snart et halvt år siden, men ingen, der tyder på, at Inga er død. Det giver håb for politistaben, der derfor intet kan udelukke i sagen om den forsvundne pige.

»Vi håber ikke bare, men antager også, at Inga stadig er i live. Men vi kan ikke gøre alt på en gennemsigtig måde,« siger Andreas Schomaker.

Da Ingas forsvinden stod klart, blev det største eftersøgningshold i Tysklands historie sat i værk. Flere tusinde offentligt ansatte og frivillige mennesker tilbød deres hjælp, og de gik straks i gang med at undersøge et skovområde på størrelse med hele 5.000 fodboldbaner. Helikoptere og hunde deltog også i eftersøgningen, men den fem-årige pige var sporløst forsvundet.

Omkring to måneder efter Ingas forsvinden (8. juli 2015, red.), blev den seks-årige dreng Elias også meldt savnet. Drengen legede på en legeplads nær sit hjem i den tyske by Potsdam uden for Berlin, og han blev sidst set af sin mor omkring klokken 17.

Elias’ forsvinden fik sagen omkring Inga til at blusse op igen, og politiet har en mulig teori om, at de to sager kan hænge sammen.

»Det er klart, at vi også har sagen om Inga i tankerne. Det er logisk,« sagde talsmand for politiet, Christoph Koppe, dengang til den tyske avis B.Z.

Det er Soko, en underafdeling i politiet, som arbejder med sagen. Afdelingen har modtaget 1.190 henvendelser fra folk, der måtte have set eller hørt noget til drengen, og 1.127 af dem er blevet behandlet, uden det har givet nævneværdige spor at gå efter. Politiet ønsker ikke at spekulere over drengens forsvinden.

»Der er ingen konkrete beviser, der tyder på, at drengen er offer for en forbrydelse. Fra et kriminologisk standpunkt er denne antagelse den mest sandsynlige teori,« siger talsmand for politiet, Heiko Schmidt, til Bild.

Inga og Elias forsvandt fra to steder, som ligger cirka 150 kilometer fra hinanden - en køretur på to timer. Men det er således stadig uvist, hvad der er de to børns skæbne.