Hvad gør man, når man opdager, at ens datter er pornostjerne på internettet? Det er et af de spørgsmål, Peter Buwaldas familiefortælling »Bonita Avenue« rejser. Vi har besøgt den hollandske forfatter, der er blevet kaldt lige så tåkrummende som en tidlig Philip Roth, rummelig som en Jonathan Franzen og ætsende som en Michel Houellebecq.
Da Peter Buwalda var omkring 15, købte han med halve års mellemrum Playboy.
»Jeg forlod huset og cyklede til nabobyen, fordi jeg ikke ville tages i at købe et pornoblad. Tænk nu, hvis nogle, jeg kendte, eller nogle af min mors veninder så det! Så jeg sneg mig hjem efter en times cykeltur og ventede på en mulighed for at gå ind på mit værelse og se, hvad det var, jeg havde købt.«
Den hollandske forfatters Playboy-erfaringer stammer fra midt i firserne. I dag ser virkeligheden noget anderledes ud for teenagere.
»Pornoen er kommet helt ind på drengeværelset med billeder og film, som man med et klik kan få fat i på internettet,« påpeger Peter Buwalda, og det var den udvikling, der satte ham i gang med »Bonita Avenue«.
Romanen, hans litterære debut, er en stort anlagt familiefortælling, der udkom i Holland i 2010. I dag – fem et halvt år, et væld af priser og mange lovord fra anmeldere i blandt andet USA, Tyskland og England senere – udkommer den på dansk.
»Jeg læste en artikel om en stor canadisk undersøgelse, der viste, at man stort set ikke kunne finde en dreng, der ikke havde set porno på nettet. I det lys ved drenge i dag meget mere om den slags, end deres bedstefædre gør. Min bedstefar var for eksempel sammen med min bedstemor hele livet. Han havde selvfølgelig en erfaring fra det virkelige liv, men unge i dag kan se på alle de nøgne damer, de har lyst til. Det kunne han ikke. Hvordan påvirker det vores måde at tænke om seksualitet på? Og der er jo også nogle, der producerer det, så hvordan påvirker det de familier, hvor en pige for eksempel beslutter at gå ind i pornoindustrien,« spørger Peter Buwalda.
Tilsyneladende er alt godt
I »Bonita Avenue« følger vi Sigerius-klanen med Siem Sigerius, universitetsrektor, matematikgeni og en mester i judo, som familiens naturlige overhoved.
Tilsyneladende er alt godt i den velstillede familie, men efterhånden krakelerer den pæne overflade. Da Siem Sigerius, der ellers har været en tro ægtemand i årtier, forelsker sig i en førsteårsstuderende på universitetet og indleder et – temmeligt uforløst – forhold til hende, begynder han for at få afløb for sin liderlighed at opsøge forskellige pornosites på nettet.
Her dukker der pludselig billeder op af en kvinde, som i foruroligende grad ligner hans datter. Men er det hende? Fra den tanke begynder at terrorisere ham, går det ned ad bakke.
»Man kan ikke forestille sig én forælder, der er glad for, at deres søn eller datter laver porno. Okay, måske én, men det er så én ud af 1.000. De 999 er ikke glade for det, vil jeg tro, så der er 999 potentielle familieskandaler, for på et tidspunkt vil det komme ud,« siger Peter Buwalda og tilføjer:
»Hele miljøet rundt om dem, der laver porno, er yderst interessant. Deres forældre, deres søskende og senere deres børn.«
Virkeligheden overhalede bogens univers
Peter Buwalda, der tidligere har arbejdet som både kulturjournalist og forlagsredaktør, skrev »Bonita Avenue« fra han var 34 til 39 år. I den periode overhalede virkeligheden det fiktive univers, han var ved at bygge op.
»For mig var det oprindelige mål at beskrive det, man kunne kalde pionerårene omkring år 2000, hvor datteren Joni i bogen er én af dem, der så en mulighed for at blive rig i pornobranchen. Der var ikke så mange pornosites, og hun var smuk og kvik. Men da jeg skrev bogen fra 2006-2010, skete der virkeligt meget. Internettet var eksploderet.«
Da Peter Buwalda gik i gang med bogen, havde han aldrig sagt ordet porno højt. Det var ikke noget, man talte om dengang.
»Men på et tidspunkt, mens jeg skrev, så jeg en aften et meget populært familietalkshow i Holland, hvor værten i den bedste sendetid spurgte en skuespillerinde, om hun så porno. Hun svarede som det mest naturlige i verden, at ja, det gjorde hun da. På det tidspunkt indså jeg, at jeg var ved at skrive en historisk roman, og så besluttede jeg at lægge et andet spor ind i historien. Et spor, der foregår i den samtid, jeg skrev i. Jeg kan godt lide den hurtige evolution. Da Joni i bogen etablerede sit website, var det, som da Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten, og i dag er vi på iPad-stadiet. Det er gået så ufatteligt hurtigt.«
»Facebook er spild af tid«
Men selv om vores syn på det at se porno har forandret sig, gælder det ikke produktionssiden.
Det er stadig tabubelagt at lave porno, mener Peter Buwalda, men noget egentligt svar på, hvad forbruget af porno gør ved os, har han ikke. Han sammenligner det med junkfood, men faktisk er han ikke nær så kritisk over for porno, som han er over for andre fænomener på internettet. Sociale medier for eksempel.
»Når jeg ser tilbage på 1970erne og 1980erne, hvor al den slags foregik i det skjulte, og du intet vidste om det, og det var svært at finde, og man kun havde det i sit eget hoved, så tænker jeg, at det måske ikke er så skidt endda, at porno er lettere tilgængeligt i dag. Noget siger mig, at det gør os mere frie. Og porno giver i det mindste noget. Det gør Facebook ikke.«
Peter Buwalda er selv på Facebook, men hader sig selv for det.
»Jeg ser det som en stor skål fyldt med slik. Der er ikke noget i det, jeg virkelig kan lide, men nogle gange får jeg alligevel lyst til det. Det er en guilty pleasure snarere end noget, der lærer mig noget eller løfter mig. Det er spild af tid. Jeg ved ikke, om jeg er for pessimistisk, men jeg kan virkelig ikke se noget i det.«
I det hele taget er internettet blevet et problem, mener han.
»Det har så mange muligheder. Så mange medier. Det er noget, der er sket de seneste fem år. Det er djævelen, særligt for en forfatter. Det er meget mærkeligt, at det redskab, du bruger til at skrive på og skabe litteratur på, også er den største distraktion overhovedet. Det er som at ønske at tabe sig, mens man bor i et bageri.«
I dag savner Peter Buwalda i det hele taget livet uden forstyrrelser. Da han skrev »Bonita Avenue«, havde han sagt sit forlagsjob op og levede af en lille opsparing og det forskud, han havde fået fra forlaget.
Han forlod kun sin lejlighed for at købe mad. Efterhånden kom der heller ikke flere mails til ham, for folk havde glemt ham.
»Det var meget dedikeret, meget ensomt, meget koncentreret. Jeg holdt virkelig af det. Måske var det i virkeligheden den bedste tid i mit liv. Langt bedre end succes-delen.«
For »Bonita Avenue« blev en overvældende succes og er blevet kaldt alt fra »stor europæisk kunst« i den tyske avis Die Zeit til »en vild tur ... (af) en ny forfatter, der er lige så tåkrummende som en tidlig Roth, rummelig som Franzen og ætsende som Houellebecq« i engelske Sunday Telegraph.
Og det er selvfølgelig noget, man efterstræber som forfatter, siger han.
»Men på den anden side er succes også forstyrrende og med tiden noget tomt, for det er ikke kreativt. Det står i vejen for det virkelig kreative arbejde. Og når man har skrevet en succes, vil alle have en mere, så presset på mig stiger selvfølgelig, samtidig med at al opmærksomheden gør det så svært at skrive, fordi man skal rejse rundt i alle mulige lande og promovere sin bog.«
Skriver på endnu en familieroman
Peter Buwalda har da heller ikke fået afsluttet en opfølger til debuten.
»Jeg arbejder stadig på min anden roman. Det er nu heller ikke så underligt, for den første roman brugte jeg fem år på, og nu er der så gået fem og et halvt år, men det er også en større roman.«
Den kommende bog bliver ligesom den første en stor familiefortælling. Men denne gang skal den foregå på den russiske stillehavsø Sakhalin.
»Jeg ved ikke, hvad det er, der fascinerer mig ved familieromaner, for jeg er ikke selv nogen familiemand. Men når jeg begynder at finde på romankarakterer, så kommer jeg med det samme til at tænke på deres familier. Mærkeligt nok. Det er altid noget med en stedfar eller en bror og ikke venner eller kolleger. Det er ikke noget, jeg vælger, sådan ender det bare.«
Hans egne familieforhold har da også været komplicerede.
»I dag er mit forhold til min familie uden konflikter, men tidligere fyldte de meget i mit hoved. Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år, og jeg er herefter opvokset hos min mor og min stedfar. Min rigtige far så jeg ikke i 30 år. Han var bare væk, og jeg så ham ikke, før han en dag ringede. På det tidspunkt var jeg ved at skrive »Bonita Avenue«. Jeg havde én bror, som var min rigtige bror, og én, som var min stedbror, men vi agerede over for omverdenen, som om vi alle tre var ægte brødre. Så i min opvækst var familie noget lidt svært for mig – noget der var omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Måske er det derfor, jeg stadig er optaget af det, når jeg skriver.«
Når porno er et omdrejningspunkt i hans familiefortælling, er det ikke for at forsøge at skabe sensation eller for at chokere, bedyrer Peter Buwalda.
»Det handler om at skildre vores tid i en roman. Når noget er en offentlig hemmelighed, når vi ikke taler om det, selv om det er der. Så er det noget, man som forfatter skal gribe fat i.«
