Det var en vandrer, der helt tilfældigt lagde mærke til de små knoglerester, da hun var ude at gå tur blot få kilometer fra den lille franske landsby, hvor den toårige Émile forsvandt fra i sommer.

Nu bliver byen lukket ned for alle udefrakommende i en uge.

Det oplyser borgmesteren i Le Vernet, François Balique, skriver France Bleu.

»Jeg er i chok, og det er jeg sikker på, at mange af vores medborgere og landsbyen også er,« udtaler han.

Det var 8. juli, at den toårige dreng Émile forsvandt, mens han blev passet hjemme hos sine bedsteforældre i den lille landsby Haut-Vernet med blot 25 indbyggere i det sydlige Frankrig.

Den dag havde han leget i haven – men da hans bedsteforældre ville hente ham, var han væk.

Det har han været lige siden.

Indtil i lørdags, hvor en vandrer i nærheden af landsbyen opdagede nogle knoglerester, herunder et kranie, få kilometer fra byen.

Knoglerne blev taget med til en analyse, og dagen efter kunne de franske myndigheder oplyse, at der var tale om Émile.

Der er dog endnu ikke meldt noget ud om en mulig dødsårsag.

Borgmesteren har nu forbudt adgangen til landsbyen for alle, de ikke bor der eller er en del af efterforskningen.

Det skal ifølge François Balique »sikre fred og ro for indbyggerne i landsbyen og det omkringliggende område,« skriver France Bleu.

»Jeg tænker på Émile og hans forældre,« lød det ifølge det franske medie søndag fra en tydeligt berørt borgmester.

Efterforskerne er nu ved at gennemsøge området, hvor fundet blev gjort, ligesom de knoglerester, der er blevet fundet, bliver analyseret for at se, om de kan fortælle mere om, hvad der skete med den lille dreng.

Forbuddet vedrørende adgangen til landsbyen, der også skal sikre efterforskerne arbejdsro, er gældende indtil klokken 12 den 7. april.

Émiles forældre reagerede søndag på den triste nyhed om, at deres søn var fundet død. Det kan du læse mere om i artiklen HER.