Syriens oprørsbevægelse trues af sammenbrud efter regimet med russisk støtte har omringet storbyen Aleppo.

Beirut: Syriens moderate oprørsbevægelse er truet af et totalt sammenbrud, efter at præsident Bashar al-Assads russiskstøttede regeringshær har afskåret oprørernes vigtigste forsyningslinje til Aleppo og lægger an til at belejre storbyen fuldstændigt.

Flere iagttagere mener, at oprørerne og de lande, som støtter dem i det internationale samfund, ikke har mange muligheder for at hindre denne udvikling.

- Det går tilbage for oprørsbevægelsen, og det sker hurtigere og hurtigere, siger seniorforsker Emile Hokayem fra Det Internationale Institut for Strategiske Studier i London.

Aleppo, der engang var kontrolleret af oprørsbevægelsen, er vigtig for adgang til nabolandet Tyrkiet, som støtter de moderate oprørere.

Aleppo har været opdelt i to zoner siden sommeren 2012: En oprørskontrolleret østlig del og en regeringskontrolleret vestlig del.

Men oprørernes zone er blevet stadigt mindre, og oprørsgrupperne i Aleppo er nu praktisk talt omringet.

- Det er et vendepunkt i krigen, sige Fabrice Balanche fra tænketanken Washington Institute.

- Oppositionen ønskede at gøre Aleppo og Idlib til en base for "et frit Syrien". Den drøm er forbi for dem, siger han.

De fremskridt, som regeringshæren har gjort, er den hidtil vigtigste følge af den russiske intervention i krigen, som begyndte den 30. september, og som angiveligt var rettet mod Islamisk Stat og andre "terrorister".

Over 350.000 civile inde i den østlige del af Aleppo står nu over for en belejring. Titusinder er flygtet fra Aleppo den seneste tid.

Analytikere og aktivister siger, at de russiske luftangreb har været helt ude af proportion i forhold til, hvad der er Moskvas erklærede politik, og at de overvejende har været rettet mod ikke-jihadister for at styrke regimet omkring Assad.

- Aleppo er det første dramatiske tegn på, hvordan kombinationen af russiske luftangreb og russisk rådgivning har kunnet rette op på regimets mangel på mandskab og dets relative lave kapacitet, sige Faysal Itani fra tænketanken Atlantic Council's Rafik Hariri Centre for the Middle East.

Eksperter siger til AFP, at situationen kan få Tyrkiet og Saudi-Arabien, der er imod Assad, til at sende et begrænset antal soldater ind i Syrien.

/ritzau/AFP