»Han var en rolig, behagelig, varm mand med en dejlig humor. Vi oplevede også, at der var en god stemning mellem ham, hans kone og børnene.« 

Sådan beskriver et vennepar den mand, der er sigtet for et gruopvækkende trippeldrab, der har chokeret Norge. Ikke mindst den lille norske by Torpo, hvor familien boede. 

Det skriver Dagbladet. 

Den sigtede mand, 59-årige Arne Slaatten, skød og dræbte ifølge norsk politi lørdag sin kone, Ingunn Slaatten, og parrets to børn, 22-årige Sander og 18-årige Signe, mens de lå og sov. 

Til sidst skød han også sig selv. 

»Det kom som et chok for os. Vi mangler ord – det er bare frygteligt trist,« siger venneparret, der har kendt familien i mere end 16 år, til mediet. 

Sagen efterforskes som drab og selvmord, og den foreløbige obduktionsrapport viser, at alle døde øjeblikkeligt. 

Det er endnu uvist, hvorfor Ingunn, Signe og Sander skulle dø. 

Politiet har nemlig endnu ikke kunnet klarlægge motivet bag drabene, og med en afdød formodet gerningsmand, er det ikke sikkert, at svaret nogensinde falder: 

»Vi håber på flere svar, men det er ikke givet, at vi får dem,« siger politianklager Ann Iren Svane Mathiessen til Dagbladet.