IS har onsdag aften offentliggjort en video af angiveligt de to terrorister, der stod bag det brutale angreb på en fransk kirke tirsdag, hvor en præst blev halshugget og flere gidsler tilbageholdt.

I den uhyggelige optagelse kan man se, hvad der tilsyneladende er de to gerningsmænd, sidde ved siden af hinanden.

Den ene sidder i en camouflage-jakke og en sort hat, kigger ind i kameraet og udtrykker angiveligt deres troskab til Islamisk Stat (IS) og dens leder.

»Vi sværger troskab til Abu Bakr Al-Baghdadi,« siger han ifølge Mirror med henvisning til den leder af IS, der blev valgt i 2014 og betragtes som en yderst farlig terrorist.

Ved siden af sidder den anden med et rødt tørklæde over hovedet og et stykke papir, hvor et IS-flag er printet. Han bliver i videoen kaldt Abu Omar, mens den anden præsenterer sig som Abu Jalil Al-Hanafi.

De to menes at bruge deres ’kriger-navne’ i videoen og altså være de to gerningsmænd, som tidligere er blevet identificeret som 19-årige Adel Kermiche og Abdel Malik.

Videoen er optaget inden det ekstreme angreb, hvor gerningsmændene efterfølgende blev skudt og dræbt af politiet.

Halshugning

Videoen er blevet offentliggjort onsdag aften af det islamistiske nyhedsbureau Amaq, som beskriver de to mænd på optagelsen som gerningsmændene, der stod bag det brutale angreb i Normandiet, hvor det lykkedes dem at trænge ind i en kirke under en messe i byen Saint-Etienne-du-Rouvray.

Her tvang terroristerne den 85-årige præst Jacques Hamel ned på knæ, inden de skar halsen over på ham. Flere gidsler blev tilbageholdt. Et af gidslerne blev hårdt såret under angrebet, hvor vedkommende blev stukket i hoften og halsen.

Den dramatiske gidselsituation endte tirsdag formiddag, da politiet skød og dræbte de to gerningsmænd.

'Allahu Akbar'

Allerede tirsdag aften bekræftede den franske anti-terror-anklager, Francois Molins, at en af de to gerningsmænd var 19-årige Adel Kermiche. Han var allerede kendt af de franske myndigheder, efter han to gange forsøgte at rejse udenlands i 2015 - en af gangene til Syrien. Han bar desuden en fodlænke under angrebet tirsdag, ifølge CNN.

Ifølge den franske anklager Francois Molin havde politiet, inden de dræbte de to gerningsmænd, forsøgt at forhandle med gidseltagerne uden held. Da de to gerningsmænd forlod kirken sammen med flere gidsler, skulle en af gerningsmændene angiveligt have råbt 'Allahu Akbar' - hvilket er arabisk for 'Gud er størst'.

To gidseltagere er skudt og dræbt af politiet i en kirke nær Rouen i det nordvestlige Frankrig. Forinden nåede de at slå en præst ihjel, mens et andet gidsel er livstruende såret. Reuters/Steve Bonet
To gidseltagere er skudt og dræbt af politiet i en kirke nær Rouen i det nordvestlige Frankrig. Forinden nåede de at slå en præst ihjel, mens et andet gidsel er livstruende såret. Reuters/Steve Bonet
Vis mere

De to gerningsmænd bar ifølge CNN også et falsk bombebælte og en falsk bombe.

Hele verden har sammen med Frankrig sørget over det bestialske mord på den 85-årige præst, som af lokalsamfundet var yderst vellidt. Både Paven og Det Hvide Hus har været ude og fordømme det ekstremistiske angreb.

Sørgende ved rådhuset i den franske by Saint-Etienne-du-Rouvray, hvor to mænd tirsdag trængte ind i en kirke og dræbte en præst og sårede to nonner under et gidseldrama.
Sørgende ved rådhuset i den franske by Saint-Etienne-du-Rouvray, hvor to mænd tirsdag trængte ind i en kirke og dræbte en præst og sårede to nonner under et gidseldrama. Foto: IAN LANGSDON
Vis mere

​Angrebet er det seneste i en række af angreb, der har ramt Europa på kort tid. Den 14. juli begik en mand massedrab, da han kørte en lastbil ind i en menneskemængde i Nice i det sydlige Frankrig og slog 84 mennesker ihjel. Søndag slog en selvmordsbomber sig selv ihjel og sårede 15 andre i den tyske by Ansbach. Begge angreb har siden været linket til Islamisk Stat.