»Hvis en kvinde er udsat for en razzia i sit eget hjem, har hun ret til at forsvare sig med våben, og hvis hun har et selvmordsbælte på sig, har hun ret til at detonere det uden tilladelse.«

Sådan lyder ét af punkterne i et nyt regelsæt for kvindelige jihadister, som Islamisk Stat netop har udsendt.

Den nye propaganda kommer efter, at en saudiarabisk IS-sympatisør har stillet spørgsmålstegn ved, hvordan man både kan tjene Jihad (en militær kamp for at fremme islam, red.), mens konflikten i Syrien og Irak har bredt sig til de allerhelligste byer i Saudi-Arabien.

Det skriver den britiske avis The Mirror.

Islamisk Stats nye regelsæt forsvarer dermed forlydender om, at en kvindelig IS-sympatisør onsdag valgte at detonere en selvmordsbombe i sit eget hjem, da fransk politi stormede en beboelsesejendom i Paris-bydelen Saint Denis, hvori der boede personer, der kunne sættes i forbindelse med terrorangrebet i Paris sidste fredag.

Fredag kom det dog frem, at kvinden døde, fordi et tredje medlem af terrorcellen, der endnu ikke er blevet identificeret, sprængte en selvmordsbombe, da tungt bevæbnede styrker stormede lejligheden på tredje sal.

Regelsættet siger også, at kvinder har ret til at kæmpe på hospitaler og offentlige steder uden tilladelse, såfremt hun bliver angrebet af ’vantro’.

Derudover er kvinder tilladt at handle martyrisk (at dø for en sag, red.), såfremt en leder har tilladt det, og at handlingen sker for almenvellets bedste.

»Det er op til en kvinde at gøre, hvad hun kan for Jihad og for at støtte religionen efter hendes evner, hvad enten det er ved sygepleje, syning, madlavning, vask eller andre ting,« lyder det i regelsættet.

Overordnet skal kvindelige jihadister generelt have tilladelse fra ’lederen’. Kvindelige jihadister må dog godt bruge en snigskytteriffel, såfremt hun er alene, men hun må ikke blande sig med hæren, da det kan føre til korruption, lyder det i regelsættet.

Derudover må hun også kun træne til kamp, hvis hun dækker sin krop til og gør det på afstand fra mænd.

Læs også: Ny video af dramaet: Her sprænger selvmordsbomberen sig selv i småstumper

Det gruopvækkende materiale er blevet publiceret af The Middle East Media Research Institute, som overvåger Islamisk Stats aktiviteter på de sociale medier.