Tre raketter er blevet affyret mod det sydlige Israel, efter lørdagens oprindelige våbenhvile udløb. Våbenhvilen blev ellers forlænget med fire timer, og Israel har ikke besvaret angrebene, fordi beskeden om en ny aftale måske ikke er nået frem.

ISRAEL: Flere internationale medier skriver lørdag aften, at den humanitære våbenhvile mellem Israel og Hamas kun varede præcis de 12 timer, som i første omgang var aftalt.

Inden aftalens udløb klokken 19.00 dansk tid udvidede israelerne våbenhvilen i fire timer, men kort efter klokken 19.00 affyrede Hamas tre raketter ind i den israelske Eshkol-provins. Det skriver blandt andre nyhedsmediet The Jerusalem Post.

Den israelske militærtalsmand Avital Leibovich bekræfter oplysningerne på Twitter.

»Der er netop blevet affyret raketter mod Israel, selv om den humanitære våbenhvile var blevet forlænget,« skrev Avital Leibovich på Twitter kort efter klokken 19.

TV2s korrespondent i Jerusalem, Steffen Jensen, oplyser til TV2 Nyhederne, at Israel ikke har reageret på de palæstinensiske angreb, fordi det er muligt, at beskeden om våbenhvileforlængelsen ikke er nået frem til alle.

»Vi hører her, at ikke alle på Hamas-siden måske har hørt om den forlængelse. Det er ikke umiddelbart noget, som Israel vil besvare, og – hvis skyderierne ellers ikke fortsætter – så vil det heller ikke vælte mulighederne for en forlængelse af våbenhvilen,« siger Steffen Jensen til TV2.