Normalt samler Eurovision folk på tværs af lande til en tid fyldt med musik, fest og et drys glimmer. 

I år er stemningen noget mere anspændt – og det mærker israelske journalister også, skriver norske Dagbladet.

»Jeg har aldrig været vidne til en så frastødende holdning.«

Sådan lyder ordene fra Yaniv Dornbusch, der er i Malmø for at dække årets Eurovision for det israelske nyhedsmedie Wallah. 

Onsdag optrådte Israels deltager, Eden Golan, under generalprøven til semifinalen, der løber af stablen torsdag.
Onsdag optrådte Israels deltager, Eden Golan, under generalprøven til semifinalen, der løber af stablen torsdag. Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge Dagbladet anklager han den norske Eurovision-delegation for at ignorere ham, når han siger, at han er fra Israel. 

Yaniv Dornbusch tilføjer, at han har dækket grandprixshowet ti gange – og aldrig oplevet at blive boykottet som journalist på baggrund af hans ophav. 

Over for Dagbladet afviser Stig Karlsen, der er delegationsleder for Norge ved Eurovision, at der skulle være tale om forskelsbehandling: 

»Vi er bekendt med denne påstand, men den er ikke rigtig. Vi undgår ingen, og taler med så mange medier som muligt for at promovere Gåte (Norges deltager, red.) og musikken. Efterspørgslen er så stor, at vi løbende skal foretage vurderinger af, hvor vi bedst muligt skal bruge vores tid,« lyder det. 

På den anden side af Malmö Arena, hvor musikken fylder rummet, er store Pro-palæstinensiske demonstrationer i gang mod Israels deltagelse. 
På den anden side af Malmö Arena, hvor musikken fylder rummet, er store Pro-palæstinensiske demonstrationer i gang mod Israels deltagelse.  Foto: Johan Nilsson/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Israels deltagelse i årets Eurovision har medført stærke reaktioner, hvor både sikkerhedsindsatsen er øget, ligesom store demonstrationer præger det svenske. 

Utilfredsheden kommer som følge af konflikten i Mellemøsten, hvor mere end 35.000 mennesker ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder, der er kontrolleret af Hamas, er blevet dræbt i Gaza siden 7. oktober. 

7. oktober indledte Hamas et terrorangreb mod Israel, hvor omkring 1200 mennesker i Israel blev dræbt, mens 253 blev taget som gidsler i Gaza. Det er uvist, hvor mange af gidslerne, der fortsat er i live. 

Siden har der været voldsomme demonstrationer mod Israels krigsførelse, ligesom blandt andet nødhjælpsorganisationer og verdensledere har råbt på akut våbenhvile i Gaza, hvor den humanitære situation er katastrofal. 

B.T. dækker årets Eurovision-show hele ugen. Følg med live torsdag aften når Saba går på scenen i den anden semifinale.