Justitsministeriet i USA efterforsker 86 universiteter for at sylte voldtægtssager. En ny sag om gruppevoldtægt i et såkaldt fraternity og universitetets sjofling af ofret har chokeret amerikanerne.

Det tog »Jackie« to år at fortælle sin historie, og det tog magasinet Rolling Stone tæt på 10.000 ord at skrive den.

I sidste uge landede historien hos abonnenterne, i bladkioskene og på internettet, og det er ikke et journalistisk oversalg at kalde reaktionen for »dramatisk«. Over 130.000 mennesker har delt historien på Facebook, over 11.000 på Twitter, og på Rolling Stones hjemmeside er der i skrivende stund 6.752 kommentarer til artiklen.

Jackies historie har ramt noget, og den har i allerhøjeste grad ramt det ærværdige universitet, hvor hun er studerende – University of Virginia eller »University of Voldtægt«, som øgenavnet nu lyder. I forrige weekend fortalte Berlingske om de såkaldte fraternities på amerikanske universiteter, broderskaber af studerende, som tiltrækker 400.000 medlemmer, men som samtidig også trækker et spor af druk, ulykker og voldtægter efter sig.

Vi fortalte, hvordan tidsånden er ved at ændre sig – fra broderskaber som harmløs vildskab, som skildret i kultfilmen »Animal House«, til vild galskab, som skildret i virkeligheden og i statistikkerne:

  • 75 pct. af brødrene deltager i voldsdruk
  • 50 pct. af dem dumper til eksamen
  • og 26 pct. af deres ledere kommer ud for alkoholrelaterede ulykker.
  • Brødrene begår 300 pct. flere voldtægter end andre mandlige studerende
  • og kvinder, der fester med brødrene, kommer ud for 76 pct. flere voldtægter.

Musik, druk og hash

Jackies historie gør alle statistikkerne levende.

»Jackie« er et pseudonym for en 20-årig studerende på University of Virginia, et universitet, som tilhører den amerikanske elite, og sådan føles det også. At spadsere på campus efterlader samme indtryk som lørdag eftermiddag i et velbeslået golf-klubhus. Det er hvidt, det er rigt, og toppen af det hele – det er broderskabene.

Rolling Stone skriver, at Jackie var en fremmed fugl på campus, hun var fra en familie, som ikke var rig, og som boede langt fra de glitrende metropoler på Østkysten, og derfor var hun også benovet, da en flot fraternity-bror, Drew, bød hende til fest i broderskabet. Hun var 18 år, hun havde kun gået på universitetet i fire uger, og hun havde mødt Drew, fordi de begge arbejdede som livreddere ved universitetspoolen. Han inviterede hende med til festen som sin date, hun sagde jublende ja, og – som hun fortæller til magasinet – brugte hun tre timer på at ordne sit »lange, mørke, bølgende hår«, hun udsøgte en »smagfuld rød kjole uden udringning«, og så gik hun til fest.

Hun var dengang 18 år, og hun fik serveret alkohol, også selv om hun var under 21 år, og det dermed var ulovligt. Broderskaberne er det eneste sted på amerikanske campusser, hvor unge under 21 år rutinemæssigt kan få alkohol, og bl.a. det er med til at trække mindreårige til.

Brødrene kunne ikke vide, at Jackie i smug hældte sine drinks ud, for hun drak ikke – men det ville hun ikke sige, for så ville de bare tro, at hun var en tørvetriller.

Festen kørte med musik, druk og hash, og på et tidspunkt inviterede Drew hende op på første sal.

»Der er mere stille, og vi kan tale i fred,« sagde han.

Han ledte hende ind i et værelse, hvor der var bælgravende mørkt. Døren smækkede, og pludselig hørte hun lyden af mennesker, som bevægede sig i mørket og også andre stemmer, og i rædselsvækkende detaljer beskriver Rolling Stone derefter, hvad der skete: Hvordan brødrene holdt hende i arme og ben. Hvordan en af dem slog hende med en knytnæve, da hun skreg. Hvordan de på tur penetrerede hende. Hvordan de ikke omtalte hende som »hun«, men som »den«. Hvordan Drew og en anden bror kommanderede de syv voldtægtsmænd rundt, og hvordan der var tale om et indvielsesritual.

Rolling Stone skriver bl.a.:

»Jackie blev chokeret, da den sidste af mændene lagde sig oven på hende. Hun genkendte ham. Han var med i hendes lille antropologi-studiekreds. Han lignede en, som skulle græde eller kaste op, da han fortalte, at han ikke kunne blive stiv.

»Tøsedreng,« råbte de efter ham, »vil du ikke være en bror, hva’?« En af dem gav ham en ølflaske. Jackie stirrede på den unge mand, og stilfærdigt bad hun ham om ikke at gøre det, og som han stødte flasken ind i hende, kollapsede hun...«

Gruppevoldtægten stod på i tre timer.

Sagen blev væk

Jackie gjorde statistikkerne levende, og nu føjede hun sig ulykkeligvis også til dem.Tidligere i år offentliggjorde en arbejdsgruppe under Det Hvide Hus en rapport, som beskrev, at hver femte kvindelige amerikanske universitetsstuderende bliver udsat for voldtægt eller andre seksuelle overgreb.

Konservative kritikere hævdede, at tallet var sat for højt, og at det statistiske grundlag var for tyndt, men kritikken druknede i, hvad der i amerikanske medier hurtigt blev til en diskussion om broderskaber. Magasinet Atlantic bragte en banebrydende forsidehistorie om den juridiske kamp mod broderskaber, og Bloomberg opfordrede direkte til et forbud mod fraternities på amerikanske campusser.

Og det amerikanske justitsministerium har sat 86 amerikanske universiteter på en særlig sort liste, som er under efterforskning for at overtræde en af grundlovene i amerikansk ligestillingslovgivning, den såkaldte »Title IX«, der forbyder kønsmæssig diskrimination. Den påbyder f.eks. universiteter at slå hårdt ned på et rovseksuelt miljø.

Men mange universiteter er, som USAs justitsministerium har fundet ud af, mere interesserede i at beskytte deres eget renommé end i at forfølge seksualforbrydere. Det pynter ikke at have sædelighedssager i medierne, og som den ansvarlige dekan på University of Virginia sagde til Jackie:

»Ingen mor vil jo sende sin datter til en voldtægtsskole ...«

Dekanen gav Jackie to muligheder: Hun kunne gå til politiet med alt, hvad det medførte af efterforskning og retssag, eller universitetet kunne ordne det internt, og intet ville slippe ud.

Der er også en tredje mulighed, som reelt også er den hyppigste: At sagerne bare forsvinder. I sidste akademiske år gik 38 studerende til dekanen på University of Virginia og fortalte, at de var blevet seksuelt misbrugt, skriver Rolling Stone. Af de 38 sager endte ingen hos politiet, kun ni af dem blev til interne klagesager, og kun fire af de ni sager endte foran et klagenævn.

Eller sagt på en anden måde: Undersøgelser viser, at kun én ud af 12 misbrugte kvinder går til myndighederne, og hvis det samme forhold gør sig gældende på University of Virginia, var der i det seneste akademiske år reelt tæt på 500 seksuelle overgreb på kvindelige studerende på campus, og kun fire af dem endte som klager foran det interne klagenævn.

Nævnet har i universitets historie kun afsagt én kendelse over en seksuel misbruger: En fraternity-bror, som havde voldtaget tre kvinder på campus, blev suspenderet fra universitetet i ét år, og derefter kunne han vende tilbage til sine studier.

Jackies sag forsvandt også, hun mødte Drew og de andre brødre, som upåvirkede fortsatte deres studier, mens hun langsomt gik til grunde.

Den første voldtægt tog tre timer, den næste – universitets – tog over to år.

Tonedøve ledere

Men tiden for tavshed og institutionel imagepleje på bekostning af voldtægtsofre er – som tidligere beskrevet her i avisen – ved at rinde ud. Rapporten fra Det Hvide Hus og justitsministeriets efterforskning har haft en effekt, og Jackies historie i Rolling Stone afslører tidehvervet.

Under hele researchen optrådte University of Virginia ifølge magasinet magtfuldkomment og arrogant; universitetet forsøgte at obstruere journalisterne og nægtede at offentliggøre oplysninger, og arrogancen viste sig i fuldt flor ved to tonedøve beslutninger i sidste uge, da artiklen blev offentliggjort:

Først besluttede universitetets rektor at rejse til en akademisk konference i Amsterdam, fordi hun skulle være ordstyrer i en paneldiskussion; dernæst besluttede universitets fungerende ledere at udnævne en intern undersøgelsesdommer, en advokat, som havde været medlem af samme broderskab som Drew og de andre påståede voldtægtsmænd.

Det førte til voldsomme protester, som kulminerede lørdag aften ved en demonstration foran broderskabets søjleudsmykkede ejendom på campus; politiet blev tilkaldt, og de anholdt fire protesterende studerende, som sad på trappen til ejendommen. Som en kommentator skrev i studenteravisen The Cavalier Daily søndag:

»Skal jeg forstå det sådan, at politiet ikke kunne anholde voldtægtsbrødrene inde i huset, men de kunne anholde fire demonstranter, som sad på brødrenes trappe?«

Søndag steg protesterne yderligere, rektor blev tvunget til at vende hjem fra Amsterdam, og universitets ledelse meddelte, at det indtil videre havde forbudt yderligere fraternity-virksomhed på campus. Justitsministeren i staten Virginia tog hvervet som undersøgelsesdommer fra advokaten fra broderskabet, og han tvang universitetet til at overgive Jackies sag til politiet.

Nu bliver hendes sag til en sag, to år efter festen og mange flere år post festum.