Den verdensberømte kok Jamie Oliver er kommet i lidt af et stormvejr, efter afsløringen af miserable forhold hos Barbecoa i London. Stedet, der består af både en slagter og en restaurant, er ejet af tv-kokken.

Døde dyr, muselort og råddent kød var blandt de fund, som de engelske fødevaremyndigheder gjorde sig, da de var på kontrolbesøg hos slagteren tilbage i januar måned. Det skriver The Guardian.

Af i alt 1659 restauranter og spisesteder i London blev Barbecoa et af tolv steder, der fik den absolut dårligste vurdering. På butikkens hjemmeside skriver de ellers selv, at de hører til blandt toppen af slagterier i England.

I en pressemeddelelse skriver slagteriet, at de tog affære, da myndighederne informerede dem om problemerne tilbage i januar måned. Dermed afviser de, at der skulle være nogen grund til at frygte for fødevaresikkerheden i slagteriet i dag.