Nordkoreas annoncerede raket-projekt kan blive en kort affære, hvis det står til Japans regering.

Det skriver Al-Jazeera.

Den japanske forsvarsminister Naoki Tanaka gav ordren til at beskyde eventuelle raketter fra Nordkorea, der bevæger sig i japansk luftrum. Det sker som følge af Nordkorea formelle erklæring om at bringe en satellit til rummet, hvilket vil finde sted mellem d. 12. og 16. april. 

Men Japan, USA og andre lande mener, at Nordkorea i virkeligheden stræber efter at teste mulighederne langtrækkende missiler, hvilket trodser internationale aftaler.
 
Affyringen skal fejre hundredeårsdagen for fødslen af den kommunistiske stats grundlægger, Kim Il-Sung, den nuværende leders farfar. 

Fotos taget fra en satellit viser, at der er aktivitet på Tongchang-ri affyringspladsen på Nordkoreas vestkyst.  

Unha-3-raketten forventes at flyve forbi det vestlige Japan, hvilket sandsynliggør tab af japanske menneskeliv, hvis noget skylle mislykkedes undervejs i Nordkoreas projekt, vurderer forsvarsministeren.

Ifølge en meddelelse fra forsvarsministeriet, så har Japan sendt krigsskibe af destroyer-typen til Stillehaven og det Østkinesiske Hav samt installeret missilsystemer af patriot-typen på øer i Okinawa.