Forhandlinger mellem Japan, Jordan og Islamisk Stat om udveksling af fanger gik efter alt at dømme i vasken. Lørdag har Islamisk Stat offentliggjort en video, der angiveligt viser henrettelse af japansk gidsel.

Islamisk Stat har angiveligt henrettet den 47-årige japanske journalist Kenji Goto, der har været i islamisternes varetægt siden oktober sidste år.

Ifølge flere nyhedsbureauer har terrororganisationen lørdag offentliggjort en video, der viser halshugningen af det japanske gidsel.

Videoens autencitet er endnu ikke bekræftet af den japanske regering. I videoen optræder en bøddel med engelsk accent, der har medvirket i andre lignende henrettelses-videoer fra Islamisk Stat.

Videoen bærer titlen »En besked til Japans regering«, og en stemme siger ifølge AP, at »denne kniv vil ikke alene slagte Kenji, den vil også skabe blodbad, hvor end jeres folk bliver fundet. Lad mareridtet for Japan begynde«.

Islamisk Stat holder også en jordansk pilot som gidsel, men videoen nævner intet om dette gidsel. De militante islamister har tidligere krævet 1,3 milliarder kroner for frigivelse af Kenji Goto. Senere har gidseltagerne i stedet krævet løsladelse af en irakisk selvmordsbomber, der er fængslet i Jordan, som modydelse for Gotos frigivelse.

Myndighederne i Jordan var angiveligt klar til at løslade den terrordømte irakiske fange som led i frigivelse af det japanske og det jordanske gidsel. Den udveksling er angiveligt gået i vasken.

Det Hvide Hus udtrykker i en erklæring fordømmelse af den militante gruppes handlinger og kræver øjeblikkelig løsladelse af alle gidsler, der befinder sig i islamisternes varetægt.

Kenji Goto drog til Syrien for at forsøge at redde en 42-årig landsmand, Haruna Yukawa, der var blevet bortført af Islamisk Stat. Det lykkedes ikke, og Yukawa blev henrettet tidligere på måneden.