Frygt, fascination og dommedagsprofetier omgærder supervulkanen i Yellowstones nationalpark. Men hvad sker der egentlig, hvis kæmpevulkanen virkelig går i udbrud en dag?

Under den berømte Yellowstone Nationalpark i USA findes der et kæmpestort magmakammer, som flere gange i forhistorisk tid har vist sine superkræfter og udspyet kolossale mængder af lava og aske.

Men hvad ville der egentlig ske, hvis vulkanen en dag besluttede sig for at vise tænder igen? Ville det ”starte en ny istid”, ”bade hele kloden i aske” og ”tage livet af milliarder”, som nogle af dommedagsprofetierne forudser?

Se forskernes top 4 over ”worst case scenarios” hos Videnskab.dk

Yellowstone-vulkanen er karakteriseret som en såkaldt supervulkan – det vil sige en vulkan, som kan udslynge mindst 1.000 kubikkilometer materiale under et enkelt udbrud.

Forskerne kender til en håndfuld af den slags supervulkaner på Jorden, men der er gået omkring 26.500 år, siden den seneste – Lake Taupo i New Zealand - havde et rigtigt superudbrud.

Netop derfor er det svært at spå om, præcist hvad der vil ske, hvis en supervulkan som Yellowstone pludselig viser tænder, fortæller forskerne.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvornår går Yellowstones supervulkan i udbrud igen?

»Spørgsmålet er relativt simpelt at svare på, for man ved simpelthen ikke, hvad der vil ske. Konsekvenserne af sådan et superudbrud kan man ikke sige noget om, for det er ikke blevet observeret før. Det eneste, man kan sige med stor sikkerhed, er, at det vil have globale konsekvenser,« siger den danske vulkanolog Rikke Pedersen.

Rikke Pedersen får opbakning af geologen Tod Waight fra Københavns Universitet.

»Vi har aldrig oplevet det, så hvis vi vil vide, hvad der sker, hvis Yellowstone går i udbrud, er vi nødt til at kigge tilbage i fortiden. Det kan man gøre ved at se på geologien i området.«

Læs også hos Videnskab.dk: Supervulkanen under Yellowstone vokser

Yellowstone-vulkanen menes at have haft tre superudbrud – det første og største for 2,1 millioner år siden, det næste for 1,3 millioner år siden og seneste for 640.000 år siden.

Modsat hvad nogle måske forestiller sig, har de tidligere superudbrud ikke fået kogende lava til at flyde ud over det amerikanske kontinent – men en stor del af USA er derimod blevet ramt af et tykt lag af kold, vulkansk aske, fortæller Tod Waight.

»Vi ved fra det seneste udbrud i Yellowstone, at der blev kastet en kæmpestor mængde aske og pimpsten ud af vulkanen. Det røg op i luften og blev spredt med vinden ud over stort set hele USA og helt ned til Mexico. Tæt på Yellowstone var askelaget flere hundrede meter tykt, og så blev det tyndere og tyndere længere væk fra vulkanen,« fortæller Tod Waight.

Læs også hos Videnskab.dk: Bermuda-trekanten: Monsterbølger kan smadre alt på deres vej

Hvis der kom et nyt superudbrud fra Yellowstone, er det usikkert præcist hvor stor en del af kontinentet, der vil blive indhyllet i aske – det afhænger blandt andet af vindforholdene.

»Det er svært at sige, hvor stor en del af USA, der vil blive ødelagt af aske, men det vil komme til at lægge flere stater øde,« fortæller vulkanolog Rikke Pedersen. Hun påpeger dog, at det alligevel er muligt, at asken også falder ned over Danmark – og den er bestemt ikke ufarlig, istemmer Tod Waight:

»Det vil have kæmpestore konsekvenser for USA. Når en stor del af USA er dækket med aske, vil folk ikke kunne arbejde, mange vil flygte, og det vil have store sociale konsekvenser. En stor del af verdens største supermagt vil nærmest være kastet tilbage til Stenalderen. Så socialt og politisk vil det kunne have konsekvenser for hele Jorden.«

Læs også hos Videnskab.dk: Myten om Bermuda-trekanten: Hvad er egentlig fakta?