Krztstof Charamsa frygtede, at han ville miste sit job, så snart han trådte frem og erklærede sin kærlighed til en anden mand - og det var netop det, der skete på en og samme dag.

Den katolske præst fader Krzystof Charamsa traf et kontroversielt valg, da han stod frem på et pressemøde lørdag og fortalte, at han levede i et forhold med en anden mand. Han gjorde det blandt andet for at bekæmpe homofobi i den katolske kirke, hvor homoseksualitet ikke er et brud på religionens regelsæt, men det er homoseksuelle handlinger derimod.

Den 43-årige præst sagde følgende på to pressemøder til polske og italienske medier:

»Det er på tide, at kirken lukker øjnene op for homoseksuelle katolikker. De skal forstå, at deres (kirkens red.) løsning – et liv uden kærlighed – er inhumant. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at opgive mit arbejde, hvilket er mit liv,« sagde han ifølge britiske Daily Mail og fortsatte:

»Jeg er nødt til at fortælle, hvem jeg er. Jeg er en homoseksuel præst. Jeg er en glad og stolt homoseksuel præst,« lød det ifølge ABC News.

Og ganske vist. Kort tid efter pressemødet var afviklet, fik han meldingen om, at han skulle droppe sin præstekrave. Den polske præst var nemlig blevet fyret af Vatikanet. En talsmand oplyser, at fyringen ikke skyldes, at den 43-årige præst sprang ud som homoseksuel.

»Beslutninge om at komme med sådan en skarp udmelding på dagen for synoden (møde mellem biskopper i den katolske kirke, red.) er meget alvorlig og uansvarlig, da det sætter synodens opmødte under et unødvendigt pres fra medierne,« lyder det fra en talsmand fra Vatikanet.

På dette møde skulle de katolske biskopper blandt andet diskutere homoseksualitet.

På samme pressemøde gjorde den polske præst det også klart, at han vil være en forkæmper for alle seksuelle minoriteter samt deres familier. Krzystof Charamsa frasagde sig også kirken på grund af dens holdning til homoseksuelle.