Hun benægter selv, at det skal forstås sådan, men ordene i hendes bog er klare nok - den kendte journalist Megyn Kelly antyder risikoen for, at hun blev forgiftet inden Trump-debat, skriver New York Times.

Han er ikke engang præsident endnu, og vi har allerede fået den første bog, som efterlader en sitrende uro om, hvordan Donald Trump angiveligt huserer i kulissen.

Og bogen er ikke fra en fru hvem-som-helst. Forfatteren er Megyn Kelly, som er den mest kendte studievært hos Fox News og en af de få med en journalistisk rygrad. Hendes bog udkommer i  næste uge, men New York Times fik i går fat i et eksemplar og kunne afsløre en række af bogens garstige detaljer.

Blandt andet om forløbet omkring den første TV-debat i primærvalgkampen.

En uge før debatten bragte Kelly i sit nyhedsprogram et indslag, som Trump ikke brød sig om, og han ringede og truede Fox. Hvis ikke hun ringede til ham personligt, ville han ikke deltage i debatten. Hun ringede, og han sagde til hende:  »Jeg var tæt på at slippe min smukke Twitter-konti løs mod dig, og måske gør jeg det senere,« sagde han i en blanding af trussel og ubesmykket narcissisme.

Kelly var en af de tre ordstyrere i TV-debatten, og dagen før debatten ringede Trump til hendes chefer og klagede. Han havde hørt, at hun ville stille ham et meget »direkte og personligt spørgsmål under debatten,« som New York Times skriver, og det var korrekt. Hun planlagde at spørge ham om den måde, som han nedgjorde og hånede kvinder på, og tilsyneladende havde en insider hos Fox News lækket spørgsmålet til Team Trump

Men dermed stopper mærkværdighederne ikke. For på debatdagen skete der noget endnu mere bizart, som avisen skriver.

»På debatmorgenen følte Kelly sig fint tilpas. Så kom en over-ivrig og mistænkeligt entusiastisk chauffør og samlede hende op for at tage hende til (debatmødet, red.). Han insisterede på at hente kaffe til hende, selv om hun flere gange afviste hans tilbud. men da hun fik kaffen i hånden, drak hun den. 15 mintter senere følte hun sig rædsomt syg og kastede så ustyrligt op, at det var uvist, om hun kunne være ordstyrer. Det var så slemt, at hun under debatten havde en affaldsspand bag ordstyrerbordet i tilfælde af, at hun skulle kaste op.«

Megyn Kelly efterlader sin beretning der - på et vagt antydningernes niveau, og da historien i går bredte sig, sendte hun dulmende tweets ud. Hun bestred ikke de citerede passager fra bogen, men - understregede hun - hun tror ikke, at hun blev forgiftet, eller at en insider hos Fox havde givet Trump spørgsmålene på forhånd. Hendes mavesyge var formentlig en slem mavevirus, og spørgsmålet var givetvis en tilfældighed.

Hun bestrider imidlertid ikke, at hun dengang var så bekymret for en forgiftning, at hun fortalte sin chef og en advokat om det. Og hun bestrider heller ikke fortolkningen af en tredje detalje, som i går gav rystelser på de sociale medier, nemlig hendes oplysninger om Trumps korrupte indstilling til pressen. Hun skriver ifølge New York Times, at Trump forsøgte at bestikke hende med smiger, gaver og invitationer til f.eks. hotelophold, men hun sagde nej og fortsætter:

»Det er faktisk en af de ufortalte historier om kampagnen i 2016. Jeg var ikke den eneste journalist, som Trump tilbød gaver i et åbenbart forsøg på at påvirke deres dækning. Mange reportere har fortalt mig, at Trump hårdnakket forsøgte at tilbyde dem et eller andet fantastisk, fra hotelværelser til ture med ham på hans Boeing 757.«