Den nordkoreanske diktator Kim Jong-un er under anklage for, at nordkoreanske forskere tester kemiske våben på landets indbyggere.

Anklagen kommer fra en nordkoreansk afhoppet forsker, der skal ligge inde med mindst 15 gigabyte med informationer, der angiveligt underbygger påstanden. Det skriver norske Dagbladet.

Oplysningerne om forskeren, der går under navnet ‘Lee’, kommer fra det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, som oplyser, at afhopperen siden juni har befundet sig i Finland.

De finske myndigheder vil hverken be- eller afkræfte, om ‘Lee’ er på finsk jord, men en kilde siger til det sydkoreanske nyhedsbureau, at årsagen til, at ‘Lee’ har forladt sit hjemland er, at ‘han var skeptisk over for forskningen, som blev udført’.

‘Lee’ skal have arbejdet på det mikrobiologiske forskningscenter i Chagang-provinsen i det nordlige Nordkorea, ikke langt fra den kinesiske grænse.

Hvordan forskeren er kommet ud af landet er ikke klart, ligesom det heller ikke er nærmere beskrevet, hvilke kemiske våben, der er tale om.

Den 32-årige Kim Jong-un har siden 17. december 2011 siddet på magten i Nordkorea, der kaldes ‘verdens mest lukkede land’. Kim Jong-un overtog posten efter sin far, der havde overtaget den efter sin far.

Nyhedsbureauet Yonhap oplyser videre, at ‘Lee’ senere i juli skal vidne i Europa-Parlamentet om bl.a. kemiske eksperimenter, og ifølge en Nordkorea-ekspert er forskerens påstande troværdige:

»Vi har hørt lignende historier om menneskelige eksperimenter udført i fangelejre før,« siger Greg Scarlatoiu fra The Committee for Human Rights in North Korea til avisen Helsingin Sanomat, ifølge Dagbladet.

Samtidig kalder organisationen Amnesty International i Finland oplysningerne for ‘interessante’.

Det er ikke første gang, at en nordkoreansk afhopper fortæller, at regimet tester kemiske våben på mennesker.

I december 2014 fortalte en tidligere officer i de nordkoreanske specialstyrker, at han vendte styret ryggen efter han havde været vidne til eksperimenter med kemiske våben på funktionshæmmede børn og voksne.

Ifølge Dagbladet anslog det sydkoreanske forsvar i 2012, at Nordkorea havde mellem 2.500 og 5.000 kemiske våben.