Når 190 lande mandag indleder klimatopmødet COP21 i Paris, vil omdrejningspunktet være, om det er muligt at holde temperaturstigningen på højst to grader inden slutningen af dette århundrede.

Direktør for den grønne tænketank Concito, Christian Ibsen, er optimistisk forud for topmødet, skriver Jyllands-Posten.

»Hvis verdens lande for alvor begynder at tage fat nu, kan det godt lade sig gøre. Men det, der er vigtigt i Paris, er, at man begynder at operationalisere, hvad to grader betyder i forhold til, hvor meget man globalt skal reducere,« siger Christian Ibsen til avisen, men slår samtidig fast, at det vil have store klimamæssige konsekvenser, hvis der ikke handles nu.

Han bakkes op af lektor Nicolaj Krog Larsen, der forsker i is- og klimaforandringer ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, som understreger vigtigheden af, at verdenssamfundet skrider til handling nu.

Hvis temperaturen stiger mere en to grader i mange steder i verden, vil det betyde lange tørkeperioder, flere tyfoner og orkaner, stigende verdenshave og flere oversvømmelser, lyder det i en FN-rapport.

De mål, landene indtil nu har forpligtet sig til forud for COP21, vil sandsynligvis få temperaturen til at stige med tre grader eller mere inden år 2100, skriver avisen.