Kontorchef Pernille Kjeldgaard, Københavns Kommune, fortæller, at det er rigtigt, at kommunen er blevet opmærksom på, at der har været ’hellige krigere’, der har fået danske velfærdsydelser, mens de har kæmpet i Syrien. I København hænger forebyggelsen sammen med myndighedernes mulighed for at følge op.

- Hos os er det typisk sådan, at vi som det første får henvendelse fra familien, skolen eller andre, der har en mistanke om, at en ung kunne overveje at rejse ud som ’hellig kriger’. I de tilfælde tilbyder vi frivillig mentor- eller familiestøtte.

Bevilger evt. støtte
- I nogle tilfælde lykkes det os at forhindre den unge i at rejse ud, men under alle omstændigheder har vi så fået cpr-nummer på vedkommende, når vi bevilger støtte. Det giver os mulighed for at stoppe ydelsen fra dag til dag, hvis den unge alligevel tager af sted.

Skal leve op til kravene
Hvad så med dem, der tager af sted, uden at I ved det - hvordan opdager I dem?

- Hvis de får en offentlig ydelse, skal de leve op til de rådighedsforpligtelser, der gælder for alle andre. Det kan være helt forskelligt, alt efter hvilken målgruppe der er tale om. Hvis de ikke lever op til kravene og udebliver fra samtaler, så stopper vi også ydelsen, siger Pernille Kjeldgaard.