Efter at have drukket endnu en energidrik blev englænderen Victoria Steans syn sløret og forblev det i flere timer.

Selvom hun havde diabetes vandt trangen til de sukkerholdige drikkevarer hver gang over fornuften.

Den dårlige vane var ved at smadre hendes syn, da hun som studerende drak fem dåser med energidrik hver dag og indtog mere end otte gange det anbefalede indtag af sukker, skriver The Sun.

Lægerne advarede hende flere gange om, at hun ville blive blind som følge af sygdommen og hendes kost, men lige lidt hjalp det. Først da hun så et billede af sig selv i badedragt fra en ferie gik alvoren op for hende og hun droppede diæten med energidrikke. Efter det tabte hun sig 50 kilo.

»Jeg var tydeligvis afhængig af energidrikke. Hvis jeg glemte at købe dem, blev jeg irritabel og fik en slem hovedpine. I begyndelsen var lægernes advarsler nemme at ignorere, men da jeg nåede op på 127 kilo, indså jeg, at jeg var ved at slå mig selv ihjel,« siger Victoria Stean til The Sun.

Den 24-årige kvinde vejer nu 75 kilo og viste sig i bikini for første gang over for sin forlovede i sommer på en ferie til Kroatien.

Denne artikel er blevet ændret efter henvendelse fra ophavsmanden bag den oprindelige artikel.