En 25-årig kvindelig lærer i landbrug fra Frankston High School i Texas, USA er blevet idømt 10 års fængsel for at have haft sex med tre af sine elever.

Det skriver Mirror.

Læreren, Rachel Bauer, skulle have sendt nøgenbilleder af sig selv, seksuelle sms-beskeder samt have haft både oralt og fuldbyrdet samleje med tre drenge på henholdsvis 17, 16 og 14 år.

Oven i dommen på 10 års fængsel blev hun dømt til 10 års betinget fængsel, hvilket vil træde i kraft, når hun om 10 år igen kommer på fri fod. Dertil kan hun aldrig undervise eller være omkring børn igen.

Skelner ikke mellem køn

Anklagermyndigheden, Allyson Mitchel, var efter domsafsigelsen hurtigt ude til den lokale tv-station, KLYV, hvor hun udtrykte sin tilfredshed over dommens hårdhed.

»Gudskelov kan hun aldrig nogensinde få lov at være i nærheden af børn igen.  Det er særligt forkasteligt, at hun misbrugte det tillidsforhold hun havde til sine elever i kraft af sin rolle som underviser,« sagde Allyson Mitchel.

»Seksuel udnyttelse er seksuel udnyttelse - uanset om det er en mand eller kvinde, der begår forbrydelsen. Retfærdigheden er sket fyldest i dag,« afsluttede hun.