I øjeblikket er det stadig en redningsaktion, men snart vil det kun være en eftersøgning efter omkomne, lyder det fra den italienske kystvagt, efter en båd med 700 flygtninge er kæntret i Middelhavet.

ITALIEN: Hundredvis af mennesker frygtes at være druknet, efter en båd med op mod 700 flygtninge er kæntret i Middelhavet.

20 skibe og tre helikoptere deltager søndag formiddag i en stor redningsaktion, efter båden med »mellem 500 og 700 flygtninge om bord« kæntrede i libysk farvand 210 kilometer fra den italienske ø Lampedusa lørdag omkring midnat. Det skriver BBC.

Indtil videre er kun 28 flygtninge blev reddet og af vandet, og redningsarbejdere fortæller, at de har »fundet mange lig«.

Læs også:

Dermed svinder håbet for de hundredvis af andre, der fortsat savnes.

»I øjeblikket betegner vi det stadig som en eftersøgning og en redningsaktion, men med tiden vil det kun være en eftersøgning,« siger en talsmand for den italienske kystvagt ifølge BBC.

Både italienske skibe, kommercielle fartøjer og Maltas flåde deltager i redningsaktionen i Middelhavet nord for Libyen.

Læs også:

Ifølge Maltas premierminister, Joseph Muscat, »frygtes mange døde«.

»Redningsarbejderne forsøger bogstavelig talt at finde overlevende blandt de døde, der flyder i vandet,« siger han på et pressemøde søndag ifølge The Times of Malta.

Joseph Muscat påpeger, at hvis dødstallet bliver så højt som frygtet, vil ulykken være den »største tragedie i Middelhavet nogensinde«.

Kæntringsulykken skete angiveligt, da flygtningene flyttede sig til den ene side af båden, da de forsøgte at komme i kontakt med et passerende handelsskib.

Alene i den forgangne uge er 10.000 flygtninge blevet reddet i land af den italienske kystvagt, mens 400 frygtes druknet, da en båd mandag kæntrede på vejen fra Libyen til Italien.

Italien har flere gange bedt EU om hjælp til at håndtere de voldsomme flygtningestrømme.