Det skotske medlem af det britiske overhus John Sewel er blevet suspenderet af Labour, efter en hemmelig video viser ham i færd med at sniffe kokain i selskab med to prostituerede.

Den 69-årige britiske politiker John Sewel synes fanget i sit livs krise.

Søndag kunne tabloidavisen The Sun bringe hemmelige optagelser af det skotske medlem af overhuset, hvor han sniffer kokain i selskab med to prostituerede. Afsløringen har ikke overraskende vakt fuore, og mandag har Labour, valgt at suspendere Sewell, der sandsynligvis kan se frem til at blive politianmeldt.

Flere partifæller opfordrer i stærke vendinger John Sewel til selv at forlade Overhuset, som han blev udpeget til tilbage i 1996.

I det hele taget har de britiske politikere taget skarpt afstand fra Sewells adfærd. Baronesse Frances D’Souza, der er formand for Overhuset, kalder videoen for »chokerende« og »uacceptabel«.

Andre partifæller og kolleger kalder ham for en »skændsel« og »skamplet«.

Ironisk nok har John Sewel selv været del formand for et udvalg, der har udformet retningslinjer for god adfærd for medlemmerne af Overhuset. Den post har han dog allerede forladt, ligesom han har trukket sig som næstformand for Overhuset, skriver BBC.

I den hemmelige video fremsætter John Sewel også flere racistiske kommentarer. Undervejs ærgrer han sig eksempelvis over, at der ikke er nogen asiatiske kvinder tilstede i selskabet, hvorefter han tilføjer:

»Asiatiske kvinder ser uskyldige ud, men man ved jo, at de er ludere.«

The Sun har mandag fulgt op på søndagens historie med en række nye afsløringer. På forsiden bringer man eksempelvis et billede af den 69-årige politiker iført en orange BH og en læderjakke til kvinder.

Avisen kan samtidig fortælle, at John Sewel i uvetydige vendinger kritiserer flere fremtrædende medlemmer af det britiske parlament, heriblandt premierminister David Cameron, som han i en video kalder for den »mest simple og overfladiske premierminister, der har nogensinde har været«.

John Sewel var en nær allieret af Labour-lederen Tony Blair, og han bestred endda en ministerpost. Han har ligeledes spillet en fremtrædende rolle i arbejdet med at koordinere det politiske samarbejde mellem England og Skotland. Således er Sewel-konventionen, der fastsætter rammerne for samspillet mellem Westminister og det skotske parlament, opkaldt efter ham.

Privat er John Sewel gift, og har to børn. Han har hidtil afstået fra at kommentere de slibrige videoer.