KAIRO: I aften eksploderer Egypten. Tusindevis af mennesker strømmer ned mod regeringskvarteret i det centrale Kairo.
Fra et hotel i nærheden kan man høre stadige skudsalver og luften er tyk af sviende tåregas, mens man kan se folk løbende rundt. Det hastigt erklærede udgangsforbud ignoreres, selv om advarslen om overhængende livsfare ved at bevæge sig udenfor virker alt for reel. Det er folkets raseri, som nu møder Mubaraks 30-årige regime
Man kan se en tyk røgsky rejse sig over den centrale Tahriri-plads. Folk står i klynger og sætter i løb, når bragene af variende styrke lyder gennem aftenmørket. En stor armeret politivogn er sat i brand. Det er voldsomt, og det er kulminationen på en dag, hvor præsident Hosni Mubarak fra begyndelsen satte hårdt mod hårdt for at kue demonstranterne men til sidst ikke kunne styre folkets vilje.
Den afgørende udvikling fandt sted ved 16-tiden dansk tid, da folk i tusindevis strømmede over den afgørende bro ned mod regeringsbygningerne og lige foran Semaramis Intercontinental og andre af byens berømte luksushoteller. Her havde sikkerhedsstyrker i timevis udkæmpet kampe med demonstranter og på et tidspunkt tvunget dem tilbage ved at bruge armede køretøjer som rambuk direkte ind i menneskemængden. På et tidspunkt så det fra den østlige nilbred ud til, at sikkerhedsstyrkerne havde situationen under kontrol, men så væltede menneskemængderne frem. Desperation og panik
Der var panikagtige scener, da et rygte, umuligt at verificere i øjeblikket, om skud med hård ammunition sendte demonstranter i alle retninger og gader i det mondæne kvarter. ”Jeg hørte, at de skød, og så løb jeg,” siger en mand, der forsvinder væk af en gade.
En lille gruppe mennesker er kommet for sent til Intercontinental. Hotellet har forseglet dørene med kæder på grund af begivenhederne og udgangsforbuddet. Desperat presser journalister og almindelige turister sig op mod glasdøren, og tigger om at komme i sikkerhed. Sikkerhedsvagter jager demonstranter blot et par meter væk. På vejen udenfor lyder et brag og man kan se et lysglimt fra en bil.
Få øjeblikke senere stod det klart, at hverken sikkerhedsstyrker eller militær, som angiveligt i sidste øjeblik blev indsat, kunne holde demonstranterne tilbage.
Men kampen om de stærkt befæstede broer over Nilen nær ved, lige foran de kendte luksushotellers panoramavinduer, viste med al ønskelig tydelighed, at det var myndighedernes mest rå magt, som var sat i værk for at forhindre folkets vilje. ”De vil bryde igennem,” siger en mand med sikkerhed i stemmen, mens han fra Nilens bred nogle meter derfra ser op på broen. I første omgang fik han ikke ret. Politiet pressede demonstranterne tilbage og indhyllede såvel bro, demonstranter og hotelgæster i en sky af sviende tåregas.Men han fik ret. Det som for blot en uge siden havde virket som en umulig drøm for millioner af utilfredse og desperate egyptere var allerede en ustoppelig virkelighed. Regimet havde tilsyneladende satset alt på en afgørende konfrontation med demonstrationerne. I stedet for dialog om utilfredsheden virkede strategien som om, at regimet ville gøre alt for at holde de mindre grupper af demonstranter overalt i Kairo adskilt. Tung luft af tåregas
Flokke af sortklædte sikkerhedsstyrker med visir og skjolde lagde en ring omkring den store moske ved et af de på forhånd udpegede afgøende steder netop, som fredagsbønnen er ved at være slut. Situationen var den samme nede ved Giza-pladsen foran Kairo Universitet på Nilens vestbred i udkanten af centrum, hvor Mohamed ElBaredei havde meldt sin ankomst. Sortklædte betjente står skulder mod skulder og ingen slipper forbi. Bag dem kan man høre kampråb. En betjent med blodigt øje river desperat sin sikkerhedsudrustning af og føres væk. Luften er tung af hvide sviende skyer af den tåregas, som uden ophør affyres i alle retninger.
”Jeg måtte snige mig ud, mens mine forældre sov. De sagde, at jeg ville blive dræbt og til hvad nytte. Men det her er noget, som jeg vil gøre. Det er ikke for penge. Jeg har, hvad jeg har brug for. Men det er for frihed, for at undgå at skulle bestikke politiet hele tiden. For fremtiden, og dør jeg, så er det for min lillebror,” siger Muhamed, der var på gaden ved demonstrationen i tirsdags og nu er her igen.
Der var ingen mulighed for, at Muhammeds forældre kunne få at vide, om deres søn fortsat havde det godt. Dagen igennem havde de egyptiske myndigheder lukket totalt ned for såvel internet som mobilforbindelse.
Facebook og andre sociale platforme har været afgørende for at skabe den nødvendige mobilisering til ugens demonstrationer. En fortvivlet mor ved Giza-pladsen spørger om heller ikke internationale telefoner virker.
”Mit barn er derinde, mit barn er derinde,” siger hun grædende. ”Egypten er ikke et godt sted.”
I aften kan både Muhamed og kvindens studerende søn være på pladsen nedenfor. De var overbeviste om, at de kan ændre Egyptens historie. Lige nu er de i færd med at gøre det.
