Vanen tro ville Mogens Lykketoft (S) ikke fortælle Politiken særlig meget om sine fremtidsplaner, da avisen i 1995 adspurgte den daværende finansminister herom. Det skriver Politiko.dk.
Ét fremtidsønske ville Lykketoft dog gerne fortælle åbent om.
»Jeg kunne da også godt tænke mig at bo i New York i et år,« sagde han med henvisning til sin datter, der netop var rejst til den ikoniske storby for at studere.
I dag - næsten 20 år senere - får Mogens Lykketoft nu det ønske opfyldt.
Efter mere end halvandet års intensivt diplomatisk fodarbejde i kulissen står det nemlig klart, at han skal være den næste formand for FN's generalforsamling.
De endelige brikker faldt på plads på et møde i New York sent i går, hvor de faste FN-ambassadører fra den vestlige valggruppe, der denne gang har retten til at udpege en person til den eftertragtede toppost, enstemmigt og uden modkandidater accepterede den danske regerings ønske om at indstille Lykketoft til posten.
Han udpeges dog først formelt af FN's generalforsamling i slutningen af juni næste år, men ifølge ham selv er det blot en formalitet.
Lykketoft ser frem til at løfte opgaven og føler sig overbevist om, at han kan gøre en forskel, selvom magten i FN-systemet i store træk ligger i Sikkerhedsrådet, hvor Frankrig, England, Rusland, Kina og USA har fast plads og vetoret over enhver beslutning.
»Selvfølgelig kan man i konkrete situationer gøre en forskel [...] Vi kender jo allesammen magtforholdene. Vi ved godt, at beslutninger om krig og fred ikke foregår i FN's generalforsamling, men i Sikkerhedsrådet, hvor nogen har vetoret. Men der vil jo være en lang række beslutninger og resolutioner, der bliver fremført, gennemført og forhandlet om,« siger Mogens Lykketoft i et interview med Berlingske.
I praksis vil hans nye arbejde blandt andet bestå i at være den, der oftest leder møderne i FN's generalforsamling, samt at holde en række bilaterale møder med enkelte lande og landegrupper for at skabe grobund for, at lande, »der ikke i udgangspunktet er enige, bliver enige alligevel,« som han selv udtrykker det.
Derudover vil han i samspil med FN's generalsekretær, sydkoreaneren Ban Ki-moon, sætte globale spørgsmål på dagsordenen ved eksempelvis at arrangere internationale konferencer.
En meget ærefuld postAllerede i marts 2013 gjorde daværende udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), det klart, at den danske regering ville arbejde for Lykketofts kandidatur. Siden har land efter land i den vestlige valggruppe tilsluttet sig, og med Italiens og Andorras støtte for et par uger siden var den diplomatiske indsats fuldbragt.
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) glæder sig over, at det er lykkedes.
»Det er en fantastisk glædelig nyhed for Danmark. Det er en meget ærefuld post, men også en post, der giver konkret mulighed for indflydelse og for at sætte en international dagsorden,« siger Lidegaard, som fremhæver Lykketofts rolle som en slags international mægler som en væsentlig del af rollen som formand for generalforsamlingen.
»Hans opgave er selvfølgelig at facilitere løsninger og at skabe en dialog mellem de mange, mange lande og interesser, der er repræsenteret i FN. Det er en utrolig svær post, men når jeg har talt med mine internationale kollegaer hersker der en bred tro på, at Mogens Lykketoft kan løfte den opgave,« siger udenrigsministeren.
Genopstiller og stiller sig til rådighedLykketoft tiltræder den 15. september 2015 og vil herefter besætte posten som formand for generalforsamlingen i et år.
Derfor vil han i dette år søge om orlov fra Folketinget, men efterfølgende agter han at vende tilbage til dansk politik. Lykketoft gør det derfor også klart, at han genopstiller til næste folketingsvalg, og at han vil »stille sig til rådighed« for at fortsætte på sin nuværende post som formand for Folketinget, når han vender hjem til Danmark igen, hvis den nuværende SR-regering opnår genvalg.
Opgave nummer et
Den første store opgave som formand for FN's generalforsamling bliver, at Lykketoft i september 2015 skal være med til at lede et globalt topmøde, hvor stats- og regeringschefer fra hele verden skal følge op på de såkaldte 2015-mål, som blev aftalt i år 2000.
Med 2015-målene ønskede FN blandt andet at halvere ekstrem fattigdom og sult, at mindske børnedødeligheden med to-tredjedele og at sikre muligheden for, at alle børn skal have mulighed for at gennemføre en grundskoleuddannelse.
På topmødet skal FN's medlemslande også forhandle om nye udviklingsmål for årene frem mod 2030. Disse forhandlinger skal Mogens Lykketoft som ny formand for generalforsamlingen stå i spidsen for sammen med Ugandas udenrigsminister, Sam Kutesa, der er den nuværende formand.
Allerede nu er der et omfattende forarbejde i gang i forhold til at skabe nye udviklingsmål. Der lægges blandt andet op til at sætte ligestilling, økonomisk lighed i de enkelte lande samt hele klima- og miljøspørgsmålet på dagsordenen.
Disse mål er »hver for sig ganske fornuftige«, mener Mogens Lykketoft, der som forhandlingsleder derfor blandt andet vil forsøge at gøre udviklingsmålene så forpligtende for de enkelte lande som overhovedet muligt.
Opgave nummer toEn anden vigtig dagsorden er ifølge Mogens Lykketoft den reform af hele FN-strukturen, som har været til debat i mange år.
På ryggen af den verdenspolitiske magtbalance efter Anden Verdenskrig gav man fem lande - USA, Frankrig, Storbritannien, Rusland og Kina - ret til fast plads i FN's magtfulde sikkerhedsråd, hvor de fem lande også har vetoret over afgørende beslutninger.
Lykketoft så blandt andet gerne, at flere lande fik fast plads i Sikkerhedsrådet.
»Det er klart, at der mangler nogen: Verdens næstmest folkerige land, Indien, er ikke repræsenteret, selvom de har tyve gange så mange indbyggere som Frankrig. Nogle af de største økonomier - Japan og Tyskland - og de store udviklingsøkonomier såsom Brasilien er heller ikke repræsenteret,« som han siger.
Derfor vil han som formand for FN's generalforsamling forsøge at fremskynde arbejdet for at få lavet en reform af FN-strukturen, selvom han erkender, at der er lav sandsynlighed for, at det kan lykkes fordi »dem, der har vetoretten, ikke er meget for at afgive den.«
En bekymring, som også udenrigsminister Martin Lidegaard deler.
»Danmark har længe ment, at der var et kæmpe behov for at få en reform af FN, og det synspunkt har jeg også personligt. Af alle svære dagsordener er det nok desværre bare den sværeste overhovedet, fordi der er store lande, der har stærke interesser i den nuværende struktur. Men Lykketoft har den danske regerings fulde støtte også i forhold til den dagsorden,« siger Lidegaard.
FørsteministerenMogens Lykketoft har i mange år været en central skikkelse i dansk politik, og han har altid haft sans for magt.
Allerede som 35-årig blev han i 1981 udnævnt som skatteminister af den daværende statsminister, Anker Jørgensen (S), og i 1992 spillede han en hovedrolle i det historiske kongemord på Socialdemokraternes formand, Svend Auken, som med Lykketofts medvirken blev væltet af Poul Nyrup Rasmussen.
Dengang lød den udbredte analyse, at kuppet mod Auken aldrig var lykkedes uden Mogens Lykketofts medvirken, og derfor fik Lykketoft som finansminister også en helt central rolle i regeringen, da Nyrup et år senere blev statsminister.
Lykketoft ansås dengang som så magtfuld, at han fik tilnavnet "førsteministeren" for at signalere, at han i realiteten nok bestemte mere end statsministeren selv.
Indsigts- og temperamentsfuldI sin tid som finansminister var han kendt for at have en usædvanlig dyb indsigt i selv de mindste, økonomiske detaljer. Men han var også kendt for at være ekstremt utålmodig og temperamentsfuld, hvis tingene stod stille, eller hvis han ikke fik sin vilje.
Som formand for generalforsamlingen får han mere brug for det første end for det sidste. I det monstrøse FN-system kan tingene på grund af det virvar af forskelligartede interesser, som de mange medlemslande repræsenterer, meget let trække i langdrag.
Af samme grund karakteriseres FN ofte som en "snakkeklub", hvor alverdens problemer får lov at vokse sig store, før der sker noget. Senest er der blevet sat kritisk fokus på FN, idet Rusland har blokeret for ønsket om at gribe humanitært ind i Syrien, hvor der er borgerkrigslignende tilstande, og hvor den berygtede diktator, Bashar al-Assad, har slået hårdt ned på oprørsforsøg med store flygtningestrømme og civile tabstal som en konsekvens.
FN og forskellen i verdenDirekte adspurgt, om Ruslands blokering af en indsats i Syrien har været en decideret krise for FN, svarer Lykketoft:
»Det kan man jo altid tale om, hvis FN ikke kan få lov til at bremse en humanitær katastrofe eller løse en konflikt. Men FN har sine begrænsninger der, hvor stormagterne begynder at modarbejde hinanden,« siger han.
Alligevel er FN som institution er vigtig, mener Mogens Lykketoft, som blandt andet påpeger, at der aldrig har været så mange fredsbevarende FN-styrker engageret i verdens konflikter, som der er nu.
»Det er i hvert fald bedre, at FN findes, og at alle lande er repræsenteret og har mulighed for at snakke med hinanden, end hvis FN ikke fandtes. Man skal selvfølgelig ikke overvurdere, hvor stor en forskel FN kan gøre, men det er helt klart, at det bidrager til, at verden er bedre,« siger han.
