’Vi skylder ikke nogen noget’. Så kontant lød et udsagn fra en vred græker i TV-Avisen forleden aften, hvor han med et verbalt penselstrøg udraderede landets gæld på 325 mia. euro - 2.470.000.000.000 kr. - og samtidig indrammede den holdning, han deler med en stor del af befolkningen i det dybt forgældede land. Nemlig at grækerne er ofre for et komplot, at det er alle de andres skyld.
Men hvis skyld er det egentlig? Og hvad er grunden til, at de er havnet i den gigantiske gældskrise?
Læs også:
Vejen ned i det sorte hul er gravet, længe før hele verden blev ramt af en finanskrise. Vi har bedt cheføkonom Ulrik Bie fra Nykredit Markets forklare hullet og et par af de vigtigste spadestik.
1: Grækenland har stået i stampe
Grækenland har en forholdsvis lille eksport og det betyder, at landets økonomi helt overordnet ikke er relevant eller konkurrencedygtig i forhold til den globale økonomi og dermed har stået i stampe.
Et af de områder, hvor de kunne have flyttet sig væsentligt, er turist-industrien, som udgør en femtedel af landets økonomi. Men heller ikke her har de ifølge Ulrik Bie udnyttet mulighederne.
Læs også:
»Hvor de fleste andre turistlande har udviklet luksusturisme, er de groet fast i den form for turisme, som er betonbunkere fra 70erne. Bare en lille detalje som vandfly til de forskellige øer gav de først tilladelse til sidste år.«
2: Hjælp til vennerne
Da Grækenland i 2001 - trods et stort underskud på betalingsbalancen - gik over til euroen, faldt renten voldsomt. De økonomiske fordele kunne have været brugt på at nedbringe gælden.
»I stedet valgte man at ansætte en frygtelig masse af sine venner i den offentlige sektor og give dem lønstigninger og gode pensionsordninger. Og her var der vel at mærke ikke tale om ansættelser der førte til flere varme hænder, bedre skoler og hospitaler. Kun til øget bureaukrati. Eksempelvis havde de ikke mindre end 22 eksport-råd.«
Læs også:
Så besparelserne, som den lave rente gav, kunne have hjulpet landet på fode igen, men blev altså brugt uproduktivt.
Skat eller ej
Da krisen var en realitet, blev Grækenland som noget af det første bedt om at få bragt deres offentlige balancer i orden. Den nemmeste måde var at sætte skatterne i vejret. Hvilket ikke uventet førte til en recession i hele det græske samfund og en skævvridning af skellene i landet.
For det er nemlig kun de privat-ansatte, der betaler kildeskat, altså trækkes direkte af arbejdsgiveren. Langt de fleste andre - herunder også offentligt ansatte - har nærmest frit lejde til at omgå skattelovgivningen med stor kreativitet.
Læs også:
»Og det gælder ikke kun de rige grækere, selvom det er dem, der har været hurtigst til føre deres penge ud af landet i sikkerhed.«
4: Retten til pension
»En social kontrakt«. Dét kalder Ulrik Bie den lim, der i en menneskealder har bundet stat og befolkning sammen i Grækenland. En kontrakt baseret på, at godt nok betalte man stort set ikke skat, men til gengæld forventede man ikke noget af systemet. Udover pensionen, det eneste, der var givent i enhver grækers liv!
Og pensionen er en kreativ størrelse i Grækenland. Selvom de officielt har været tvunget til at justere på pensionsalderen, så den er 61 år, findes der 580 måder at fifle med lovgivningen. Nemlig de 580 job-kategorier, der giver adgang til tidligere pension. For nogle - bl.a. offentligt ansatte - betyder det, at de kan trække sig tilbage allerede i 40erne.
»Og så er der alle særreglerne. På et tidspunkt var der eksempelvis et højt antal blinde, for det gav ekstra pension. Så var der pludselig et ekstremt stort antal +100-årige, lige indtil man begyndte at lave elektronisk samkørsel, og fandt ud af, at en stor del af dem forlængst var døde,« siger Ulrik Bie.
Netop pensionen er en stor torn i øjet på de 18 euro-lande, der har bidraget til den økonomiske hjælpepakke. For som flere af dem har udtrykt det, er fortsat hjælp til Grækenland umulig at sluge i lande, der tilbyder deres egne borgere langt ringere pensionsvilkår.
