Det vingestykke, der er fundet i Det Indiske Ocean, stammer sandsynligvis fra et fly mage til det malaysiske passagerfly, der forvandt sporløst sidste år, fortæller flere kilder.

MALAYSIA: »Det er næsten sikkert, at den vingedel, der er skyllet op på øen Réunion, stammer fra en Boeing 777. Det har vores chefefterforsker fortalt mig.«

Sådan lyder det ifølge Reuters torsdag morgen fra Malaysias vicetransportminister, Abdul Aziz Kaprawi, efter fundet af en tre meter lang vragdel fra en flyvinge, som muligvis stammer fra passagerflyet MH370 fra Malaysia Airlines, der forsvandt sporløst i marts sidste år med 239 mennesker ombord.

Vicetransportministerens udmelding lægger sig op af de oplysninger, som CNN nogle timer tidligere videregav, og som gik på, at de indledende undersøgelser har fastslået, at vingedelen er fra en Boeing 777. Samme model som det forsvundne fly, MH370.

Det endelige bevis for, at vragdelen stammer fra netop MH370, mangler fortsat, men med fundet kan opklaringen af luftfartshistoriens vel nok største mysterium være kommet et stort skridt nærmere.

Flyet blev længe eftersøgt i havet ud for Australien, efter det var forsvundet, ud fra en teori om, at det var fløjet mod syd, hvor det var løbet tør for brændstof og styrtet i vandet.

Derfor kalder den australske vicepremierminister, Warren Truss, over for CNN fundet for »en meget betydningsfuld udvikling« og et »stort fremskridt«.

Den danske flyekspert Paul Hulme Harrison, der er formand for Ingeniørforeningens Flyvetekniske Selskab, har studeret billederne af vragdelen, og han mener, at den ligner en rorflade som er en del af flyets styretøj.

Samtidig siger han til Ekstra Bladet, at efterforskerne kan identificere vragdelen og forholdsvis nemt afgøre, hvilket fly den stammer fra.

»Når efterforskerne kigger på vragdelen, kan de tage ingeniørtegningerne frem og med stor nøjagtighed finde ud af hvilket fly, delen stammer fra,« siger han og tilføjer, at et referencenummer på det pågældende metalstykke vil lette opklaringsarbejdet.

Vragdelen blev fundet på øen Réunion, der ligger 700 kilometer fra Madagaskar i Det Indiske Ocean.

MH370 og de 239 mennesker om bord forsvandt sporløst 8. marts 2014, da flyet var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina.

Undervejs skiftede flyet kurs, og det gik under alverdens radarer, der af samme grund ikke har kunnet bidrage væsentligt i bestræbelserne på at finde flyet.

Den mest populære teori har været, at flyet styrtede ned i havet med så høj fart, at skroget ramte langt ned under havets overflade, hvorfor der hidtil ikke er skyllet vragrester op på nogle af de mange øer i området.

Trods en ihærdig indsats fra en lang række lande har det endnu ikke været muligt at finde spor af det forsvundne fly. I januar erklærede de malaysiske myndigheder officielt alle personerne om bord for omkomne.