Det var ikke en pungrotte, men en edderkop af tilsvarende størrelse, som lyset fra fotografen Piotr Naskręckis lommelygte fangede i en Sydamerikansk jungle.

En aften i Guyanas jungle raslede det pludselig om fødderne på fotografen Piotr Naskręcki. Han var gået alene på en af sine aftenture i junglen med lommelygten som eneste lyskilde.

Egentlig var han på jagt efter græshopper, og han havde derfor slukket lyset for ikke at skræmme noget væk. Da han pludselig fornemmede noget større omkring sine fødder, gik han ud fra, at det måtte være et mindre pattedyr.

I stedet for en pungrotte sad der i lyskeglen fra hans lommelygte pludselig en fugleedderkop, der var en god portion større end hans egen udstrakte hånd. Se et billede af den gigantiske edderkop hos Videnskab.dk.

- Da jeg tændte for lyset, kunne jeg ikke rigtigt forstå, hvad det var, jeg kiggede på, siger Piotr Naskręcki.

Edderkoppen var et gigantisk eksemplar af den sydamerikanske Goliat-fugleedderkop, der kan blive 30 centimeter i diameter og veje op til 170 gram - omtrent lige så meget som en lille hundehvalp.

Læs også hos Videnskab.dk: Mystisk ’penis-dyr’ ånder via huden

Da Piotr Naskręcki nærmede sig edderkoppen, begyndte den at gnide bagbenene mod sin bagkrop. I begyndelsen syntes han faktisk, at det så nuttet ud.

- Men det var kun indtil en sky af brændehår ramte mine øjne og fik dem til at klø og løbe i vand i adskillige dage, skriver Piotr Naskręcki på sin blog.

Edderkoppen løftede sig derefter op på bagbenene og udstrakte sine to centimeter lange hugtænder, der er stærke nok til at gennembore et musekranie. Selvom biddet ikke er dødeligt for mennesker, er det stadig ekstremt smertefuldt.

Læs også hos Videnskab.dk: Lille hund har forbløffende stor klitoris

Goliatfugledderkoppen laver en hvæsende lyd ved at gnide hårene på sine bagben mod hinanden, når den føler sig truet. Det lyder lidt ligesom velcro, der bliver trukket fra hinanden.

Og så er den, ifølge Piotr Naskręcki, formentlig den eneste edderkop, hvis fødder laver en hørbar lyd, når den går.

- Dens fødder har hærdede spidser og kløer, der producerer en meget tydelig klikkende lyd, ikke ulig lyden af hestehove, der rammer jorden, siger Piotr Naskręcki, men understreger dog, at lydstyrken trods alt er knap så højlydt som lyden af en rigtig hest.

Andre artikler hos Videnskab.dk:
Tvekønnet hund: Hvad sker der?

Har dansk forsker fundet dyr, der burde være uddøde for 600 mio. år siden?

Han dræbte verdens ældste dyr