USA: Fredag blev ansatte og journalister evakueret fra Det Hvide Hus, efter en mand bevæbnet med kniv var sprunget over hegnet og kommet ind i præsidentens bolig i Washington.

Nu oplyser den føderale anklagemyndighed ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den 42-årige mand havde flere end 800 runder ammunition, to økser og en machete i sin bil, og at han i juli var blevet anholdt med en snigskytteriffel og et kort, hvor Det Hvide Hus var markeret.

Manden, der er krigsveteran, blev ifølge anklagemyndigheden også stoppet, men ikke anholdt, ved Det Hvide Hus i august. Her havde han en økse i sit bælte.

Episoderne vil ifølge talsmand for Det Hvide Hus Josh Earnest indgå i en intern undersøgelse af, hvordan manden kunne trænge ind på området fredag.

Præsident Barack Obama udtalte mandag, at han har tillid til det arbejde, som sikkerhedstjenesten Secret Service udfører.

BNB