Nye blodige angreb på egyptiske styrker tæt ved grænsen til Gaza. Egyptens præsident indkalder landets forsvarsråd.

EGYPTEN: Volden på Sinaihalvøen i Egypten blussede fredag op, da mindst 25 personer ifølge Reuters blev dræbt af en bilbombe, der eksploderede nordvest for byen al-Arish tæt på grænsen til Gaza.

Området har tidligere været scene for angreb mod både politi og egyptiske sikkerhedsstyrker fra militante islamister, men fredagens angreb, der fandt sted ved en kontrolpost, er blandt de blodigste i lang tid.

Flere end 25 andre blev såret i eksplosionen, der var rettet mod to pansrede køretøjer med sikkerhedsstyrker, der gjorde holdt ved den pågældende kontrolpost.

Den egyptiske præsident, Abdul Fatah al-Sisi, har indkaldt landets forsvarsråd for at behandle det, som han kalder for et terrorangreb.

Få timer efter det første bombeangreb blev yderligere tre soldater fra sikkerhedsstyrkerne dræbt også tæt på al-Arish, da der blev åbnet ild mod dem.

Området ved grænsen til Gaza er ved at udvikle sig til et af de mest betændte steder i Egypten lige nu.

Søndag blev seks soldater dræbt af en vejsidebombe også tæt ved al-Arish.

Egyptens ledelse har tidligere på året forstærket den militære tilstedeværelse på Sinai, efter at islamister havde rettet flere angreb mod regeringsmål, og tilstedeværelsen af flere tropper lagde også for en tid en dæmper på volden.

Med de nye angreb kan den situation være fortid.