Hvad førte til, at Whitney Houstons datter, Bobbi Kristina Brown, søndag endte med at miste livet, efter hun for seks måneder siden blev fundet livløs i et badekar? Et amerikansk medie skriver nu, at hendes kæreste risikerer en sigtelse for mord.

Den 22-årige kvindes død står stadig tilbage som et stort ubesvaret spørgsmål, to dage efter hun sov ind på et hospice i Georgia i USA.

Ifølge Fox News er der indledningsvis blevet gennemført en obduktion af Bobbi Kristina Brown, der foreløbig ikke har givet svar. Samtidig har en retsmediciner oplyst til det amerikanske medie, 'at man vil fortsætte med at undersøge omstændighederne omkring Bobbi Kristina Browns død'.

Læs også:

31. januar blev Whitney Houstons datter fundet livløs i et badekar i det byhus i Atlanta, hun boede i med kæresten Nick Gordon. Hun vågnede aldrig op igen, og Houston-familien fortalte mandag, at Bobbi Kristina Brown havde fået uoprettelige hjerneskader ved hændelsen.

Måden, den unge kvinde døde på, har uhyggelige ligheder med Whitney Houstons død. Houston blev ligeledes fundet livløs i et badekar i 2012 og vågnede aldrig igen. Senere kom det frem, at hun havde været kraftigt påvirket af stoffer - blandt andet kokain.

Læs også:

Nick Gordon ser ifølge Fox News ud til at blive en hovedperson i efterforskningen af Bobbi Kristina Browns død. Mediet hævder at vide, at Gordon sågar risikerer at blive sigtet for mord på Whitney Houstons datter.

Det var Nick Gordon, der fandt sin kæreste i badekarret, og han har i den forbindelse - ifølge Fox News - fortalt, at han fandt hende uden puls. Men myndighederne er iføge mediets kilder ikke sikker på, at Gordon taler sandt.

Nick Gordon og Bobbi Kristina Browns forhold vakte fra begyndelsen furore på den anden side af Atlanten. Tilbage i 00-erne var de stedsøskende, fordi Whitney Houston tog ham til sig som en slags adoptivsøn.

Han flyttede ind hos Houston-familien, og siden kom der amoriner i luften mellem Gordon og Bobbi Kristina Brown.

I løbet af den tid, hun lå i koma, røg Nick Gordons forhold til Bobbi Kristina Browns familie dog et godt stykke ned under frysepunktet. Ifølge flere amerikanske medier mistænker de ham for at have banket Bobbi Kristina Brown i løbet af deres samliv.

Læs også:

Senest har de efterladte angiveligt sagsøgt ham for 10 millioner dollars, fordi de mener, at Nick Gordon har lænset sin kærestes bankkonto for 11.000 dollar, mens hun lå i koma.

En lokal advokat fra Fulton-distriktet, Poul Howard, siger til Fox News, 'at man er interesseret i at gennemse Bobbi Kristina Browns sagsakt for at afgøre, om der skal rejses sigtelser i forbindelse med hendes død'.

Sagen vil ifølge lokale retsmedicinere blive besværliggjort af, at der er gået seks måneder, siden Bobbi Kristina Brown blev fundet. Dermed står det hen i det uvisse, om der nogensinde kommer et reelt svar.

»Fortolkningen af obduktionsresultaterne vil blive en udfordring. Men en obduktion kan stadig vise sig at være nyttig i forhold til at finde årsagen til, at hun røg i koma og endte med at dø,« lyder det i en redegørelse, som Fox News er i besiddelse af, fra lokale retsmedicinere i Atlanta.

Man ved endnu ikke, hvornår de endelige svar på obduktionen vil komme - ifølge det amerikanske medie kan det tage flere uger.