En voldsom tornado har raseret det nordlige Mexico og det sydlige USA. 16 personer meldes omkommet, og endnu flere meldes savnet.

MEXICO/USA: Mindst 16 personer er omkommet, efter en tornado mandag har raseret det nordlige Mexico og en række delstater i USA.

I Mexico er blev man særlig hårdt ramt, og mere end 1.500 hjem er blevet smadret i byen Acuña i delstaten Coahuila, der grænser op til Texas, skriver BBC.

Her ramte en kraftig tornado byen og i løbet af få sekunder raserede den store dele af byen, hvor bygninger styrtede sammen, mens biler blev hvirvlet op i luften. I omegnen af 250 personer meldes kvæstet.

Den voldsomme storm fik en dæmning til briste i Texas, og en række floder er gået over bredderne. Den store delstat har generelt været plaget af uvejr den seneste måned, og med den seneste storm har de amerikanske myndigheder nu erklæret 37 i alt amter Texas i undtagelsestilstand.

En person meldes dræbt efter de seneste dages uvejr, mens 12 personer meldes savnet.

I nabostaten Oklahoma er der tre personer blevet dræbt, mens hundredvis af hjem er blevet ødelagt som følge af de store mængder vand, der er skyllet ind over byområderne.

Myndighederne opfordrer indbyggerne i de to delstater til at søge mod højtliggende områder, og Texas’ guvernør, Gregg Abott, har på et pressemøde advaret mod at undervurdere vandet, der ifølge guvernøren har en »tsunumai-agtig« styrke.

Vejret ventes at blive bedre i løbet af tirsdag.