To personer har mistet livet, efter et voldsomt jordskælv ramte Nepal lørdag morgen. Flere bygninger er styrtet sammen, og jordskælvet har medført rystelser i Indien og i New Delhi.

NEPAL: Flere personer har angiveligt mistet livet, efter et jordskælv målt til 7,9 på Richterskalaen rystede Nepal lørdag morgen dansk tid.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er en 15-årig pige i Indien nær grænsen til Nepal omkommet, efter en husmur i pigens hjem styrtede ned over hende på grund af rystelserne. I Nepals hovedstad, Katmandu, er en statue væltet i en park og har dræbt en anden ung pige, fortæller et øjenvidne til Reuters.

I hovedstaden er flere huse reduceret til murbrokker, og de første billeder fra Katmandu viser, at der er kommet store revner langs veje og husfacader, mens bekymrede beboere har søgt tilflugt under åben himmel.

Stemningen i hovedstaden er generelt præget af stor forvirring efter jordskælvet, lyder det fra en af Reuters reportere på stedet:

»Alle er ude i gaderne, og folk farer til hospitalet.«

På et af de største hospitaler i hovedstaden bliver folk med brækkede lemmer hastebehandlet som følge af skælvet, der ramte cirka 80 kilometer øst for byen Pokhara.

Ifølge den indiske premierminister, Nerendra Modi, arbejder myndighederne i øjeblikket på højtryk for at afhjælpe situationen.

»Vi er i gang med at finde flere oplysninger og arbejder på at nå ud til de berørte, både hjemme og i Nepal,« skriver han i et tweet.