Pakistans myndigheder opfordrer skoler til at tjekke, om der er anbragt bomber under skolebusser. Det sker i kølvandet på tirsdagens blodige Taleban-angreb, der kostede 132 børn livet.

PAKISTAN: Pakistanske myndigheder advarer onsdag landets skoler om at tjekke skolebusser for mulige bomber.

Det skriver Skynews.

Advarslen kommer efter tirsdagens blodige angreb mod en skole i Peshawar, der kostede 132 børn livet.

Myndighederne i Islamabad har ifølge Skynews opfordret alle skoler til at forhøje sikkerhedsniveauet og tjekke køretøjer for, om der skulle være anbragt magnetiske bomber under vognene.

Taleban har taget skylden for tirsdagens angreb, der er det blodigste terrorangreb i Pakistan i nyere tid. Skolen drives af det pakistanske militær, og hovedparten af eleverne er børn af militærfolk.

PAKISTAN-UNREST-NORTHWEST-SCHOOL

I kølvandet på angrebet, der i alt kostede 145 mennesker livet, har Pakistans premierminister, Muhammad Nawaz Sharif, valgt at genindføre dødsstraf i terrorsager.

Pakistans hærchef, general Raheel Sharif, og chefen for landets efterretningstjeneste fløj onsdag til nabolandet Afghanistan for at mødes med den afghanske præsident Ashraf Ghani for at drøfte Talebans tilstedeværelse i begge lande.