Den amerikanske sundhedsmyndighed CDC slår fredag alarm over formodet smitte med fugleinfluenza.

CDC har udsendt en offentlig advarsel, efter en person, som har været i kontakt med en malkeko, antages at have fået virussen, skriver Reuters.

Personen, som arbejder på en gård i delstaten Texas, vil i så fald være den anden person i USA, der inden for få år bliver smittet med den specifikke variant af virussen, H5N1.

Det er endnu uvist, hvor farlig varianten i omløb er, men en tidligere variant af H5N1-virussen har ifølge Sundhed.dk smittet 886 mennesker fra 2003 til 2022 med en dødelighed på 53 procent.

»En af de største bekymringer er, om fugleinfluenzavirus kan ændre sig, så det kan smitte fra menneske til menneske og medføre en influenzapandemi,« skriver speciallæge Carsten Schade Larsen på Sundhed.dk.

Ifølge Reuters spreder virussen sig i øjeblikket til nye pattedyr, og det er således første gang, at en malkeko formodes smittet i USA.

Den formodede smittede i Texas har endnu ikke haft alvorlige symptomer, skriver mediet. Kun øjenbetændelse.

I 2023 blev der rapporteret over 100 fund af såkaldt højpatogen fugleinfluenza i Danmark, hvoraf den dominerende virustype var H5N1, skriver Miljø- og Fødevarestyrelsen i en trusselsvurdering. Ingen mennesker har dog været smittet.

I 2022 blev en mand i Colorado smittet.