Den Kinesiske Mur er et af verdens mest ikoniske og berømte bygningsværker. Men størstedelen af den 8.000 km lange mur er i forfald, og dele at den risikerer at brase sammen.

Det skriver Beijing Times.

Naturødelæggelser, vejbyggeri og lokale som stjæler sten til boligbyggeri eller for at sælge dem til turister som souvenirs, har været med til at nedbryde muren, som blev bygget af Ming-dynastiet i det 14. og 15. århundrede som forsvarsværk mod mongolerne og andre krigeriske nomadestammer. Ifølge Beijing Times er kun 8,2 procent af de i alt 8.851,8 km mur i god stand.

Tal fra Kinas administration for kulturarv viser, at 1.962 km - eller 30 procent af muren - er forsvundet helt igennem årene. Yderligere 1.185 km er i meget dårlig stand.

»Indbyggerne, som bor langs muren, plejede at tage sten fra muren og bruge dem til at bygge deres huse. Andre dele af muren er blevet ødelagt af vejbyggeri,« siger Cheng Dalin fra Chinese Association of Cultural Relics til kinesiske Global Times.

Selvom kineserne er blevet mere bevidste om, at det er vigtigt at bevare muren, forsvinder der stadig sten. Nu er det især af komercielle årsager. Turister er nemlig villige til at betale gode penge for en stensouvenir fra Den Kinesiske Mur. Det er nu forbudt med bødestraf at tage stenene, men i praksis er det umuligt for myndighederne at overvåge det enorme bygningsværk.

Også naturkatastrofer som jordskælv og oversvømmelser har været med til at nedbryde muren.

Den Kinesiske Mur står i dag på UNESCOs liste over verdens kultur- og naturarv.

Her et billede af ældre dato - da Dronning Margrethe og prins Henrik besøgte Den Kinesiske Mur.
Her et billede af ældre dato - da Dronning Margrethe og prins Henrik besøgte Den Kinesiske Mur. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere