Tre medarbejdere fra Læger Uden Grænser har mistet livet i forbindelse med et angreb på et hospital i Afghanistan. NATO oplyser, at et amerikansk luftangreb kan være skyld i tragedien.

AFGHANISTAN: Det kan være et fejlslagent amerikansk luftangreb, der er skyld i, at mindst tre medarbejdere fra Læger Uden Grænser har mistet livet på et hospital i Afghanistan. Det oplyser NATO ifølge norske VG.

»Amerikanske styrker gennemførte et luftangreb i Kunduz klokken 02.15 lokal tid mod personer, som truede styrkerne. Angrebet kan have ført til utilsigtet skade på et hospital i nærheden. Hændelsen er ved at blive efterforsket,« oplyser NATO.

Tidspunktet for det amerikanske luftangreb passer godt med oplysningen fra Læger Uden Grænser om, hvornår organisationens hospital blev ramt.

Læger Uden Grænser oplyser, at tre medarbejdere er bekræftet døde, mens flere end 30 personer savnes. Hospitalet er blevet svært beskadiget i forbindelse med angrebet.

»Vi er dybt chokerede over angrebet, drabene på vores medarbejdere og patienter samt den store skade, som angrebet forvolder sundhedsvæsnet i Kunduz,« siger Bart Janssens, der er driftschef for Læger Uden Grænser, i en pressemeddelelse.

Der er på nuværende tidspunkt ikke sat nationalitet på de omkomne og savnede.